Aarhus-virksomheden Tri-Consult og selskabets 32 medarbejdere kommer fremover til at være en del af EKJ. Det oplyser selskaberne i en fælles pressemeddelelse. Tri-Consult fortsætter dog som selvstændigt datterselskab.
Sammen ønsker parterne at styrke markedspositionen særligt i Aarhus-området og skabe positive synergier og projektmuligheder til gavn for begge. EKJ og Tri-Consult er især komplementære på rådgivningskompetencer inden for byggeri og anlæg.
– I et marked med større krav til dokumentation og efterspørgsel indenfor tværfaglige arbejdsområder som eksempelvis bæredygtighed og certificering ser vi EKJ som den bedste vej ind i fremtiden. Vi glæder os til at løfte i flok, udvikle vores stærke hold, vores faglighed samt at understøtte EKJ’s forretningsidé, siger administrerende direktør for Tri-Consult, Søren Ibsen.
Som en afledt effekt af den gensidige respekt for virksomhedernes positioner i markedet, fortsætter Tri-Consult A/S med samme navn og ledelsesstruktur med de tre ejerledere Søren Ibsen, Ole Fischer Bak og Martin Trærup i den daglige ledelse.
Stærk partner i smilets by
EKJ’s adm. direktør Henrik Juul Sørensen glæder sig over opkøbet.
– Tri-Consult er en sund og veldrevet virksomhed med stærke kompetencer og forretningsområder. EKJ har en spirende tilstedeværelse i Aarhus med spændende projekter, så vi ser denne overtagelse som et naturligt næste skridt. Derfor glæder vi os i dag over at få Tri-Consults dygtige medarbejdere og deres stærke kompetencer med ind i koncernen. Det sker selvfølgelig med dyb respekt for den måde, som virksomheden er drevet på, siger Henrik Juul Sørensen.
Han hæfter sig ved, at virksomhederne værdimæssigt og kulturelt matcher godt.
EKJ er et velkonsolideret og uafhængigt rådgivningsfirma, der har eksisteret siden 1961 og ejes af EKJ Fonden og en gruppe medarbejdere.
Firmaet har cirka 250 medarbejdere i København, Odense, Aarhus, Aalborg og Viborg med datterselskaber i Roskilde, Kolding, Bulgarien og nu også i Aarhus.