28 mio. kr. skal bringe Bastionens uudnyttede potentiale frem i lyset

To forsømte etager på toppen af Nyborgs kulturhus Bastionen skal renoveres og åbnes for borgerne. Arkitektfirmaet ReVærk har udarbejdet skitseprojektet som led i 'Projekt Start', der kickstarter unge tegnestuers samarbejde med kommunerne.
I arkitektfirmaet ReVærks streg skal der bl.a. være aktive værksteder som atelier, makers space, fotografstudie og plads til materialekiosk, gruppearbejde, udstillinger m.v. på Kulturloftet på 2. sal. Ophængte gardiner skal adskille de forskellige aktiviteter. Illustrationer: ReVærk
I arkitektfirmaet ReVærks streg skal der bl.a. være aktive værksteder som atelier, makers space, fotografstudie og plads til materialekiosk, gruppearbejde, udstillinger m.v. på Kulturloftet på 2. sal. Ophængte gardiner skal adskille de forskellige aktiviteter. Illustrationer: ReVærk

Renovering og ombygning af Bastionen

  • – I alt skal der bruges 14,8 mio. kr. på restaurering af bl.a. etagedæk, tekniske fag, installationer, elevator, ændring i rumfordelingen, tagudskiftning, teltoverdækning til tagudskiftning og teknisk inventar på de to øverste etager.
  • – Af nye tilføjelser kan nævnes indgangsportal, trapper, områdebearbejdning, ombygning i både stueetagen og på 1. sal, trapperum, glasgang, etagedæk og opbevaringsløsninger. Det kommer til at koste godt 5,5 mio. kr.
  • – Dertil skal der bruges 1,8 mio. kr. på byggepladsforanstaltninger og 3,3 mio. kr. på totalrådgivning. Til uforudsete udgifter er der budgetteret lidt mere end 3 mio. kr. I alt skal byrådet beslutte, om det vil afsætte 28.572.240 mio. kr. over to år.
  • – De udvalgte materialer til arbejdet på Kulturloftet er fortrinsvist biobaserede, miljøskånsomme og minimalt bearbejdede.
  • – ReVærk foreslår brug af bl.a. massivt træ, træfiberisolering, kork, naturskifer og bioplader. Disse materialer vil spille godt sammen med det nuværende, ældre byggeris materialer og sikrer blandt andet den optimale fugthåndtering, når der efterisoleres.

Byrådet i Nyborg skal nu tage stilling til, om det vil afsættes et rådighedsbeløb på 28,5 mio. kr. til ombygning, renovering og energirenovering af den centraltbeliggende historiske teaterbygning fra 1897, der i dag er hjemsted for kulturhuset Bastionen.

Projektet blev igangsat for mere end to år siden, hvor Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede 100.000 kr. til udarbejdelse af et skitseprojekt af Bastionens 2. og 3. sal, der oprindeligt var indrettet som hhv. et hotel til tilrejsende håndværkere og med kamre til lærlinge ved byens håndværksmestre.

Siden bevilligede Nyborg Byråd 250.000 kr. til udarbejdelse af et nyt ‘fase 2-skitseprojekt’, som arkitektfirmaet ReVærk fik til opgave at udarbejde som led i Arkitektforeningen og Dreyers Fonds ‘Projekt Start’ for unge tegnestuers samarbejde med kommuner.

En ny indgang skal sikre bedre tilgængelighed og adgang til Kulturloftet - også når der ikke er personale eller koncerter m.v. i kulturhusets stueetage. Illustration: ReVærk
En ny indgang skal sikre bedre tilgængelighed og adgang til Kulturloftet – også når der ikke er personale eller koncerter m.v. i kulturhusets stueetage. Illustration: ReVærk

600 ekstra kvadratmeter

Projektet vil samlet set give ca. 600 kvadratmeter ekstra areal til nye kulturfaciliteter med små værksteder, udstillingslokaler og mødefaciliteter, hvor borgere, institutioner og foreninger får mulighed for selv at være udøvende og kreative. På den måde bliver kommunens kulturhus til meget mere end et sted, hvor man primært går hen for at opleve kultur.

Bastionens tag er i meget dårlig tilstand og skal under alle omstændigheder udskiftes indenfor en kort tidshorisont. Det omfattende projekt fletter dermed en tiltrængt udskiftning af taget sammen med en gennemgribende ombygning af 2. og 3. sal samt adgangsvejene til de øverste etager.

Renovering og ombygning forventes at medføre en årlig besparelse i energiforbrug til drift af den store bygning.

På 3. sal etableres bl.a. en åben forbindelse mellem 2. og 3. etage, kaldet Kanonstillingen, som et pause- og udstillingsområde hvorfra der er udsigt mod Storebælt. Illustration: ReVærk
På 3. sal etableres bl.a. en åben forbindelse mellem 2. og 3. etage, kaldet Kanonstillingen, som et pause- og udstillingsområde hvorfra der er udsigt mod Storebælt. Illustration: ReVærk

Det samlede anlægsbudget til projekt Kulturloftet lyder på 28.572.240 kr., hvoraf Nyborg Kommunes andel forudsættes at udgøre ca. 9,5 mio. kr., mens det resterende beløb skal dækkes af tilskud fra fonde, herunder Lokale- og Anlægsfonden.

Udover ombygningen og den generelle restaurering foreslår ReVærk, at kommunen på sigt kigger på den samlede bygningsstruktur - bl.a. en evt. reetablering af de to tårne på hver side af teatersalen. 'Dette vil genskabe bygningens sammenhæng og give den endnu et ben i Bastionens dialog med byen,' lyder det i tegnestuens materiale.
Udover ombygningen og den generelle restaurering foreslår ReVærk, at kommunen på sigt kigger på den samlede bygningsstruktur – bl.a. en evt. reetablering af de to tårne på hver side af teatersalen. ‘Dette vil genskabe bygningens sammenhæng og give den endnu et ben i Bastionens dialog med byen,’ lyder det i tegnestuens materiale.

Relateret indhold