VVS’25 slår flere rekorder: Bygger allerede op mod 2027

Messen i Odense Congress Center er ovre, og udover at være udsolgt slog den også ny samlet besøgsrekord og rekord for flest besøgende på én dag.
På messens anden dag blev der registreret 4.317 besøgende, og det er det højeste antal nogensinde på én dag. Foto: Odense Sport & Event.

Med 10.123 besøgende over de 3 dage, VVS’25 varede, slog messen i Odense Congress Center samlet ny rekord:

– VVS’25 har igen i år fået en fantastisk opbakning fra hele branchen med en udsolgt messe og ny besøgsrekord, siger direktør Lennart Østergaard, Veltek, som er medarrangør af VVS’25.

Også i 2023 slog messen rekord i antallet af besøgende.

Læs også

Se billederne: VVS’25 er godt i gang i Odense

– Det bekræfter endnu en gang, at VVS-messen er branchens centrale samlingspunkt. Den energi og det engagement, vi har oplevet gennem alle tre dage, viser tydeligt messens aktualitet og betydning for formidlingen af den faglige og teknologiske udvikling, uddyber Lennart Østergaard.

Giver æren til udstillerne

Udover den nye samlede besøgsrekord blev der på messens anden dag også registreret det højeste antal besøgende, 4.317, nogensinde på én dag:

– Jeg er både glad og stolt over, at VVS’25 har sat besøgsrekorder. Det er det perfekte punktum på en særdeles vellykket messe, siger Morten Ihlow, der er messechef ved Odense Congress Center.

Læs også

Vil give vvs’ere det samlede CO2-tal på 150.000 varer

– Vi har mærket en enorm positivitet blandt udstillerne og set et liv og en energi på standene, men det vigtigste for mig er, at vi også er lykkedes med at tiltrække de rigtige besøgende. Og jeg må give æren for årets succes til udstillerne, da det er dem, der skaber oplevelsen for de besøgende.

Innovation og faglig formidling

På årets messe præsenterede udstillerne bl.a. intelligente og energieffektive løsninger, der forener bæredygtighed, komfort og æstetik – fra IoT-styring og adfærdsregulerede varmtvandssystemer til vandbesparende armaturer og avancerede varmepumper.

Derudover spillede fagscenen i år en central rolle med oplæg og debatter, hvor emnerne bl.a. var legionella-håndtering og kommende EU-reguleringer for materialer i kontakt med drikkevand.

Læs også

Grundfos på VVS’25: Klimakravene er rykket fra tanke til handling

– Det er netop kombinationen af innovative produkter og stærk faglig formidling, der gør VVS’25 til noget særligt. Det er her, fremtidens løsninger bliver synlige, og her vi sammen flytter hele branchen, siger Lennart Østergaard.

Har fat i det rigtige

Efter en rekordstor messe i 2025 er forventningerne allerede begyndt at bygge sig op mod næste gang, branchen samles, fortæller messechef Morten Ihlow:

– VVS’25 har givet os et fantastisk udgangspunkt. Det store engagement fra både udstillere og besøgende viser, at vi har fat i noget rigtigt. Allerede nu glæder vi os til at videreudvikle messen og skabe endnu stærkere rammer for inspiration, netværk og faglighed, når vi igen slår dørene op til VVS’27.

Den næste VVS-messe bliver d. 25.-27 maj i 2027.

Relateret indhold