Team vinder omdannelse af plads i Valby

Landskabstegnestuen Schønherr og Rolvung og Brøndsted Arkitekter vinder parallelopdrag om ny udformning af det gamle trafikknudepunkt Toftegårds Plads i Valby.
Visualisering set fra Pladsen.
Visualisering set fra Pladsen.

Toftegårds Plads skal være et nyt mødested og kulturelt centrum i Valby. Det er i hvert fald ambitionen hos landskabstegnestuen Schønherr og Rolvung og Brøndsted Arkitekter, der netop har vundet parallelopdraget fra Københavns Kommune.

Vinderprojektet vil skabe en nytænkende ramme for byliv og udfoldelsesmuligheder for bydelens borgere.

Tilgangen til projektet har været, at lade byrummet, landskabet og fortællingen om Valby Bakke føre an i udviklingen af konceptet. Samtidig har borgernes aktiviteter, liv og naturlige bevægelsesmønstre i bydelen sat dagsordenen for placering og udformning af bygninger, ligesom pladsen skærmer bylivet for den omkringliggende trafikstøj.

Skåle, krumspring og buet bænk

Pladsen formes som et bølget landskab med grønne bakker og dale, hvor biblioteket integreres i terrænet og derved indgår som en del af pladsen. Det bølgede landskab af tegl skaber læ og rumlig variation, der skaber en enkel og fleksibel ramme om både ophold, arrangementer og leg.

I pladsens midte er en skålformet lavning med springvand, der tænkes som et naturligt midtpunkt og mødested. Terrænet er trods de bevægede kurver formet, så det er tilgængeligt for alle.

Valby Bibliotek indpasser sig i landskabet og bliver en del af pladsens rum. Bygningen krummer rundt i svinget langs Vigerslev Allé og skærmer pladsen mod støj. Tagfladen udformes, så man kan bevæge sig op på det som en del af pladsen og indrettes med en langsgående buet bænk og beplantning. Selve biblioteket er indrettet i ét plan, som et stort slynget rum med udsigt til pladsens midte.

Unge og gamle bor sammen

Som et forslag kan der på pladsen indplaceres boliger og en endnu udefineret offentlig institution, med det formål at øge aktivitet og mulighedsfelt yderligere for brugen af Toftegårds Plads.

I forslaget lægges op til en blanding af ungdomsboliger og ældreboliger, hvor intentionen er, at de unge, til gengæld for en huslejereduktion, deltager i pleje og pasning af de svagere stillede ældre beboere. Herved skabes forudsætninger for økonomisk overkommelige boliger for de unge samtidigt med at kimen til udveksling mellem mennesker og et godt naboskab er lagt.

Konkurrence i parallelopdrag

To teams, henholdsvis tegnestuen BIG og landskabstegnestuen Schønherr sammen med Rolvung og Brøndsted Arkitekter, var i foråret 2019 blevet udpeget af Københavns Kommunes Center for Byudvikling til at konkurrere i et parallelopdrag om et forslag som grundlag for et videre lokalplanarbejde.

For vinderne Schønherr og Rolvung og Brøndsted markerer projektet starten på videreudviklingen af deres samarbejde. Det er arkitekternes fælles vision at sætte stærke fagligheder, nye fællesskaber og møder mellem mennesker før hurtige kvadratmetre og konventionelle løsninger, for på den måde at løfte arkitekturen som værdiskabende i vores byer og landskaber – også på lang sigt.

Visualisering set fra hjørnet af Vigerslev Allé og Gl. Køge Landevej.
Visualisering set fra hjørnet af Vigerslev Allé og Gl. Køge Landevej.

Relateret indhold