Statens Kunstfond præmierer fire byggerier “i særklasse”

Statens Kunstfond præmierer nu for første gang arkitektur. Fire bygninger modtager en særlig pris for på bedste vis at forene form, funktion og fællesskaber.
Loop Architects står bag designet til Stauning Whiskys destilleri, som blev taget i brug i 2018. Arkivfoto: Kim Krasuld.
Loop Architects står bag designet til Stauning Whiskys destilleri, som blev taget i brug i 2018. Arkivfoto: Kim Krasuld.

Fra boligbyggeri til whiskysmagning i landbrugslænger og moderne teaterbyggeri integreret i bylivet. Arkitekturen i de præmierede bygninger formår alle at inkludere og komme lokalmiljøets kultur i møde.

Sådan lyder det fra Statens Kunstfond, som for første gang har kastet hæder efter arkitektur.

– Vi har udvalgt fire helt særlige bygningsværker, der formår at bevæge os og vise sit værd i mødet mellem æstetik, funktion og lokation. Værker som beriger hverdagen for bygningens brugere og lokalmiljøet, siger udvalgsleder Ellen Braae fra Statens Kunstfond.

De fire præmierede byggerier er:

Stauning Whiskys produktionsbygninger

Loop Architects har tegnet byggeriet, som Dagens Byggeri besøgte kort inden indvielsen i 2018.

“Med enkle greb og velartikulerede variationer spiller Stauning Whiskys produktionsbygninger i Skjern flot sammen med de gamle landbrugslænger”, skriver kunstfonden.

Vendsyssel Teater

Schmidt Hammer Lassen står bag projektets udformning. Teatret kostede 180 millioner kroner, hvor blandt andet Realdania smid 70 millioner kroner efter byggeriet, som blev indviet i begyndelse af 2017. Om byggeriet skriver Statens Kunstfond:

“Vendsyssel Teater er et innovativt teaterbyggeri, som forener højfunktionelle teatersale med nye intime indendørs og udendørs rum for mange andre end de traditionelle teatergængere”.

Sundholm Syd

AI Arkitekter & Ingeniør har tegnet de 48 familieboliger ved Amagerfælled, som stod færdige i 2015.

“Boligbebyggelsen Sundholm Syd ved Amagerfælled i København viser høj kvalitet for få midler. På en tidligere gartnerigrund ligger rumstore boxmoduler af træ som charmerende fritliggende punkthuse”, lyder ordene om projektet.

Streetmekka Viborg

Projektet blev tegnet af Effekt. Streetmekka Viborg har ved flere lejligheder fået anerkendelse med på vejen, og nu er det Statens Kunstfond, som giver disse roser til projektet:

“En udtjent industrihal er omdannet til et moderne bevægelses- og kulturhus. Streetmekka Viborg er fyldt med urbane elementer, værksteder og betonlandskaber, som inviterer til fællesskaber både inde og ude”.

Relateret indhold