Kødbyen på Vesterbro i København byder på det meste:
Byliv, natteliv, kunst, gastronomi og en lang industrihistorie, der trods de senere års transformation af området stadig giver sig til udtryk og kendetegner arkitekturen.
Snart vil det bredtfavnende kvarter også kunne skriv ‘skole’ på listen af muligheder.
Næste uge afholdes rejsegilde for byggeriet af en ny, tresporet skole på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevgade – ved siden af de gamle hvide slagterboder og med en industriel, hvid facade og store vinduespartier.
Læs også: Fundamentet bliver lagt nu: Skal bære 18 etager BIG-hotel på Aarhus havn
Det er den nuværende Gasværksvejens Skole, som flytter ind i skolen, der har plads til 840 elever.
– Den nye skole i Kødbyen står sig på fundamentet af Gasværksvejens Skoles historie og pædagogik. Nu får skolens gamle traditioner helt nye og topmoderne rammer at udfolde sig i. I de nye tidssvarende lokaler er der lagt vægt på at kunne arbejde fleksibelt med undervisningen, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).
Han tilføjer:
– Min ambition er, at vi i København bliver danmarksmestre i børneliv, og derfor er det vigtigt med høj trivsel og høj faglighed, og det skal det nye inspirerende skolebyggeri understøtte.
Leg, læring, mad og sport
Byggeriet opføres af entreprenørfirmaet BAM Danmark, efter at entreprenørfirmaet Per Aarsleff startede byggeprocessen op med nedrivning, udgravning og klargøring af byggepladsen.
Bygningen indrettes til 0.-3.-klasserne (indskoling) øverst med udgang til udearealer på taget af bygningen, mens 4.-6.-klasserne (mellemtrin) og 7.-9.-klasserne (udskoling) er midterst i bygningen med adgang til skolegården i niveau med det omgivende bykvarter.
Læs også: Kan Danmarks arkitekturbidrag redde København (og resten af verden) fra stigende havvand?
Nederst i skolebygningen får den nye skole blandt andet eget produktionskøkken med en madskole, hvor der bliver lavet mad til eleverne. Eleverne deltager på skift i madlavningen, og køkkenet indgår også i undervisningen, hvor børnene lærer om fødevarer, madspild og sunde madvaner. Dermed bliver Kødbyens forhistorie som centrum for byens madproduktion videreført i skolens faciliteter.
Udover madskole kommer skolen også til at byde på en idrætshal, som kan rumme mere pladskrævende idrætsaktiviteter og arrangementer end en almindelig idrætssal. Idrætshallen kan bruges af foreningslivet uden for skoletid til gavn for elever, lokalmiljø og københavnere.
Den samlede anlægsbevilling er på 516 mio. kroner til hele byggeriet.