Elsk den eller had den

Frank Gehrys udfordrende design af prestigebyggeri i Sydney har for alvor sat bygningsarbejderne på prøve.
Det nye byggeri i Sydney hedder officielt Chau Chak Wing, men bygningen er allerede i folkemunde omdøbt til "Den krøllede papirspose". Foto: Gehry Partners LLP.
Det nye byggeri i Sydney hedder officielt Chau Chak Wing, men bygningen er allerede i folkemunde omdøbt til "Den krøllede papirspose". Foto: Gehry Partners LLP.

I Sydneys centrum færdiggøres for tiden Chau Chak Wing – byens næste ikoniske bygning efter operahuset. Arkitekten bag den krøllede papirspose eller træhytten, som bygningen ind i mellem også kaldes, er den anerkendte arkitekt Frank Gehry. For bygningsarbejderne på stedet har det været et udfordrende projekt – især for murerne.

Da jeg en lun sommerdag ankommer til Gehrybygningen, som skal huse det merkantile fakultet ved Sydneys Tekniske Universitet, UTS, er stilladserne ved at blive pillet ned. Store dele af den glasstensbeklædte facade fremtræder med sit indviklede udseende, hvor facaden skråner op til 26 procent.

– Det er klart en anderledes bygning, siger byggeformand Malcolm Pack fra byggefirmaet Lend Lease, da vi sender blikkene op ad den gule facade.

– Enten elsker man den, eller også hader man den. Men uanset hvad må man beundre håndværkernes faglige dygtighed, fortsætter han.

Positive toner lyder også fra murernes sjakbajs Agazio “Gus” Galati fra Favetti Bricklaying.

– Jeg var bange i begyndelsen og frygtede, at murstenene skulle falde ned. Men da vi sammen med ingeniørholdet fik bygget et prøvepanel, kunne vi se, at det fungerede.

Holdet, som Gus omtaler, omfattede en række forskellige erhvervsgrupper og virksomheder. Det bestod af murere, ingeniører, IT-eksperter, arkitekter og projektledere, som sammen fandt en løsning på murstensproblemet.

For det var et problem. Hvordan kunne man på en omkostningseffektiv måde kunne lægge mursten på en bygning med en kompliceret, hældende facade?

Nytænkning

Projektleder Brandon Bell fra UTS fortæller, at der var mange forskellige idéer til, hvordan man kunne holde murstenene på plads. Problemerne ved idéerne var dog, at de var svære at overføre til omkostningseffektive løsninger.

– Da bygningen har en kompleks geometri, så passede den enkelte løsning ikke til enhver situation, forklarer Brandon Bell.

Løsningen blev et stykke stål med en lang skrue.

– Den skrues fast i underpanelet, og blot en enkelt af disse kan klare en vægt på et ton.

Skruerne er forskellige alt afhængig af underpanelets hældning og geometri. Bygningen har fire hældningsintervaller. Jo mere bygningen hælder, jo flere skruer.

– Denne løsning gjorde det muligt for murerne at mure flere rækker med våd mørtel, og murstenene lå sikkert på deres pladser, siger Brandon.

Lavt tempo

I begyndelsen var der to murere i sving, men efterhånden kom flere til. Da de var nået til bygningens midte, var 16 murere i gang. Normalt kan en murer nå at lægge 350 til 400 mursten pr. dag. Her kunne de maksimalt nå at lægge 80 mursten om dagen.

Gennemsnitligt blev der lagt 110 mursten om dagen, og det langsommelige arbejde betød blandt andet, at mørtlen blev tilsat nogle specielle ingredienser. Bygningens komplekse struktur krævede også mere elasticitet i mørtlen, hvilket medførte yderligere tilsætning af kemikalier.

– Jeg har aldrig arbejdet med mørtel af den karakter og havde heller aldrig hørt om det, siger Gus.

Det har taget cirka otte måneder for murerne at blive færdige med facaden.

Relateret indhold