C.F. Møller og Brut har vundet konkurrencen om et nyt boligtårn med butikker og kontorer i Nieuw Zuid-området i den belgiske by Antwerpen. Det vindende forslag definerer højhusboligerne som et vertikalt socialt fællesskab, oplyser C.F. Møller i en pressemeddelelse.
Den nye bygning kommer til at rumme mange forskellige boligtyper til en mangfoldig beboersammensætning. Lige fra små delelejligheder egnet til studerende til større familieboliger og live-work typer, som alle er grupperet i afmålte fællesskaber.
Bygningens 24 etager og 15.000 kvadratmeter med 116 boliger, butikker, kontorarealer og fællesarealer får 5.000 kvadratmeter ekstra areal i form af altaner, vinterhaver og tagterrasser.
De er beregnet til at give boligkvaliteter samt være med til at formidle bygningens fremtræden fra den store urbane skala til den menneskelige skala.
Fælles faciliteter
Et let rumgitter vil omgive tårnet, som vil underopdele facaderne og forbinde de vertikale fællesskaber. I tårnets gavle vil rumgitteret være glasinddækket, så der dannes grønne vinterhaver, som udvider boligernes areal.
De fælles faciliteter for hele tårnet kommer til at omfatte cykelværksted og fællesspisning i stueplan, et fællesområde med taglandskab på femte sal, som skal deles af beboere og kontorarealerne, samt en tre etager høj grøn oase i toppen af tårnet med fantastisk udsigt over Antwerpen og floden Schelde.
Bygningens materialer vil primært være gråbrun tegl i varme toner med hvid beton som kontrast, og den skal udformes til at opfylde passivhus-standarderne, hvorved behovet for et egentligt varmeanlæg bortfalder.
Ny form for beboelse
– Udformningen muliggør en ny form for kollektiv beboelse i høje huse, og eksponerer sin indre dynamik og mangfoldighed i facaderne uden at sætte helhedsindtrykket over styr. Rumgitteret i facaden giver en slank og elegant fremtoning, og den måde gitteret er underopdelt og definerer de små fællesskaber på er fascinerende, står der blandt andet i dommerbetænkningen, oplyser C.F. Møller.
Den danske tegnestue har udarbejdet det vindende forslag sammen med Brut. De kommer til at arbejde sammen med ABT, Deerns Technieken og Peritas EPB. Bygherren er SAZ (Stadsontwikkeling Antwerpen Zuid).