Aabenraa vinder publikumspris for udviklingsplan

Publikumsprisen til Byplanmødet gik til Aabenraa Kommune for arbejdet med en udviklingsplan for fremtiden.
Søndertorv i Aabenraa. Pressefoto.
Søndertorv i Aabenraa. Pressefoto.

– Det er en stor anerkendelse at få fra det faglige byplanlægningsmiljø i Danmark, at Aabenraa Kommune vinder Publikumsprisen til Byplanmødet samt har været nomineret til Byplanprisen 2019 for “Udviklingsplan for Fremtidens Aabenraa”. Nomineringen til Byplanprisen og vores modtagelse af Publikumsprisen viser, at man i resten af landet har fået øjnene op for Aabenraa og det arbejde, der bliver gjort.

Sådan lyder det fra formanden for Vækstudvalget for Land og By, Philip Tietje (V), efter at det torsdag aften blev offentliggjort, at Aabenraa Kommune vandt Publikumsprisen til Byplanmødet. Her var det faglige miljø for byplanlægning i Danmark samlet. Op til prisuddelingen havde juryen fremhævet udviklingsplanens faglige vingefang og fleksibilitet i kombination med det lange tidsperspektiv.

– I nuet var vi selvfølgelig skuffede over, at vi ikke vandt Byplanprisen, fordi vi selvfølgelig ønskede at vinde den, nu hvor vi var blevet nomineret. Men at vi alligevel tager af sted fra Byplanmødet med Publikumsprisen er en stor ære og gør mig meget stolt – især fagligt, siger afdelingschef for Kultur, Plan & Fritid, Bo Riis Duun, og uddyber:

– Det er det faglige miljø i Danmark blandt byplanlæggere, der mener, at vi har skabt en udviklingsplan, som andre kan lade sig inspirere af. Det er et dejligt, anerkendende skulderklap at få for det arbejde, vi har gjort i de seneste år, og som vi også kommer til at arbejde videre med i den kommende årrække.

Publikumsprisen har eksisteret i fem år, og der deltog 620 personer til Byplanmødet, som havde mulighed for at afgive deres stemme til prisen, som Aabenraa Kommune vandt.

Relateret indhold