Røg fra kæmpeskorsten skal opvarme 3000 Aalborg boliger

En varmepumpe skal udnytte den varme røggas fra affaldsforbrænding hos lokale Reno-Nord - det luner i stuerne i flere tusinde husstande.
Varmepumper kommer i alle størrelser - den lokale affaldsforbrænding har en skorsten, hvor den varme røg kan udnyttes bedre end bare at fyre for fuglene. Foto: Aalborg Forsyning.
Varmepumper kommer i alle størrelser - den lokale affaldsforbrænding har en skorsten, hvor den varme røg kan udnyttes bedre end bare at fyre for fuglene. Foto: Aalborg Forsyning.

De danske fjernvarmeværker er i fuld gang med at skrue på alle knapper for at optimere varmeproduktionen og finde nye vedvarende kilder til opvarmningen.

Et nyt tiltag hos Aalborg Forsyning er et samarbejde med affalds- og energivirksomheden Reno-Nord.

Den lokale affaldsforbrænding sender masser af varm røg op gennem deres store skorsten, men mest til glæde for de lokale fugle. Nu vil man udnytte energien i røgen ved at tilslutte en ny varmepumpe til skorstenen.

– Projektet er endnu et skridt i vores grønne omstilling af fjernvarmen i Aalborg Kommune, og det kommer både fjernvarmekunderne og miljøet til gode. Varmepumpen kan hvert år trække yderligere 35.000 MVh energi ud af røggassen. Og det vil give grøn fjernvarme til 3.000 boliger, siger Søren Gais Kjeldsen, adm. direktør i Aalborg Forsyning.

Den 70 grader varme røggas fra affaldsforbrændingen vil med den nye varmepumpe køles ned til ca. 30 grader. I processen overføres varmen fra røgen til et anlæg, der så sender den ud til fjernevarmeforbrugerne i Aalborg Kommune.

Og en dag kan fanges CO2

Hos Reno-Nord handler projektet først og fremmest om at udnytte energien i affaldet bedre.

Men der er også andre gevinster ved røgkondenseringen, forklarer Thomas Lyngholm, adm. direktør i Reno-Nord:

– Den store gevinst er selvfølgelig, at vi får lavet noget ekstra fjernvarme uden at skulle brænde mere affald af og uden at bruge fossile brændstoffer. Men samtidig er projektet en vigtig brik i vores forberedelser til det Power-to-X anlæg, som Copenhagen Infrastructure Partners har planer om at etablere i samarbejde med Aalborg Forsyning og os, siger han.

– I Power-to-X projektet skal vi indfange CO2 i røggassen, men det kræver, at røgen har en lavere temperatur end de nuværende 70 grader. Med varmepumpen får vi røggassen ned på 30 grader, og så kan den gå direkte ind i et CO2-fangstanlæg

Det er planen, at varmepumpen sættes i drift i efteråret 2023.

Relateret indhold