Det er ingen hemmelighed, at der mangler faglærte nu og i fremtiden.
Bl.a. viser en prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Danmark kommer til at mangle 99.000 faglærte i 2030.
Siden 2021 har “Verdens Vildeste Brobyggere” derfor forsøgt at modarbejde udviklingen ved at synliggøre, hvad man kan med en erhvervsuddannelse, og hylde og demonstrere den faglærtes afgørende rolle i samfundet – ved bogstaveligt talt at bygge bro.
Læs også: Mangel på faglærte: Disse kommuner bliver hårdest ramt
Tidligere er konkurrencen blevet afviklet i København, Fredericia og sidste år i Aalborg. Til næste år skal tre hold af lokale lærlinge bygge tre spektakulære broer på tid i Herning over kanalen ved Fuglsang Sø.
– I Herning Kommune vil vi rigtig gerne være med til at klæde de unge på med viden om fremtidsmulighederne, hvis man f.eks. tager en erhvervsuddannelse. Det her event er med til at levendegøre alt det, som man kan med netop en håndværks- eller ingeniøruddannelse i Herning, siger borgmester Dorte West.
Vinderbroen kåres af dommere fra bl.a. Rambøll, 3F og tegnestuen bag Storebæltsbroen, Dissing+Weitling.
Et fantastisk afsæt for helhedslæring
Også uddannelsesdirektør hos Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Martin Lyhne Holmgaard, glæder sig over at få konkurrencen til byen:
– Det er et nyskabende initiativ, som passer rigtig godt med dét, vi gerne vil på Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier. Med Verdens Vildeste Brobyggere skabes der et fantastisk afsæt for helhedslæring, hvor de forskellige fag arbejder sammen om et fælles projekt med afsæt i hver deres faglighed.
Selvom konkurrencen er dagens omdrejningspunkt, er selve eventet en folkefest med bl.a. hovedscene til interviews og musik, lokale food trucks, workshops for skoleelever og et stort messeområde, hvor gæster kan deltage i konkurrencer, 3D-printe og save mm.