Et rådgiverhold bestående af Rambøll med Link Arkitektur og landskabsarkitekterne fra SLA er netop udnævnt af Region Midtjylland som totalrådgiver på byggeriet af den Ny Psykiatri i Viborg.
Projektets ambitioner er at udforme de mest optimale fysiske rammer for behandlingen af psykiske lidelser, og som arkitekter i rådgivningsteamet har Link Arkitektur valgt at designe et helhedsorienteret bygningsværk, som udnytter placeringen i Viborg og falder naturligt ind i by og landskab:
– Ny Psykiatri i Viborg har sat barren højt, og vores projekt søger at imødekomme det høje ambitionsniveau, siger direktør for Sundhed hos Link Arkitektur, Mette Dan-Weibel.
– Det er et spændende og udfordrende projekt, der inspirerer til at tænke i helheder. Vi har fokuseret på wayfinding, dagslys og sikre smukke rammer for såvel patienter som for personalet. Vi ser frem til den kommende dialog med brugere og ledelse, som yderligere vil udvikle og kvalificere projektet, tilføjer hun.
Gensidig positiv påvirkning
Den arkitektoniske hovedide består af en komposition af sammensatte bygningselementer i en grøn park, der trapper ned mod søen og derved understreger de landskabelige træk. Udsigten mod vandet er prioriteret fra flest mulige rum, og ved at lægge bygningerne på terrænet etableres direkte udgang fra sengeafsnittene til store grønne lukkede gårdrum.
Grundens placering i bynære omgivelser tæt på centrum af Viborg betyder også, at der færdes mennesker på vejene og fortovene omkring bygningen. Man har derfor valgt at trække bygningerne op og ind på grunden og bruge det omkringliggende landskab til både at give et grønt parktræk tilbage til byen og iscenesætte de gule bygningskroppe med afstand til færdslen, fortæller kreativ chef hos Link Arkitektur, Rasmus Kierkegaard:
– Vi har valgt at lade os inspirere af udfordringerne og udforme et projekt, hvor placering, landskab, udsigt og funktion gensidigt påvirker hinanden positivt. Herved opstår et helhedsorienteret bygningsværk, som udnytter den unikke placering i Viborg og falder naturligt ind i by og landskab, siger han.
Bygningsafsnit på forskellige niveauer
De to etagers terrænforskel mellem Ll. Sankt Mikkels Gade og Søndersøparken udnytter projektet til at lægge bygningsafsnittene på forskellige niveauer med udsigt hen over de foranliggende.
Det store fokus på at skabe niveaufri og direkte adgang fra sengestuer til gårdhaver samt ydermere at skabe et sikkert og effektivt arbejdsmiljø har været udslagsgivende for projektets disponering af bygningsafsnittene og de interne flows. Det er tilstræbt at skabe imødekommende, lyse og trygge behandlingsmiljøer og uderum, hvor der overalt er tættest muligt kontakt til naturen udenfor.
Til efteråret skal det nye totalrådgiverteam i samarbejde med Psykiatrien i Region Midtjylland, repræsentanter for personale, patienter og pårørende arbejde videre med at tilpasse vinderforslaget.
De nye bygninger kan tidligst stå klar fra 2029.
Dog skal Regionsrådet først tage stilling til finansieringen af projektet.