Fortsat flere i job – men væksten flader lidt ud

Tal fra Danmarks Statistik viser, at byggebeskæftigelsen i andet kvartal af 2017 var 5.600 personer højere end det tilsvarende tal ét år tidligere.
Ifølge Danmarks Statistik er 5.600 flere kommet i job i byggebranchen i løbet af det seneste år. Foto: Torben Jastram.
Ifølge Danmarks Statistik er 5.600 flere kommet i job i byggebranchen i løbet af det seneste år. Foto: Torben Jastram.

Byggebeskæftigelsen er steget med 3,5 procent fra andet kvartal 2016 til andet kvartal 2017. Men stigningen er taget en smule af. Ser man på udviklingen for det første halve år af 2017, har der været en mere afdæmpet stigning på 2,5 procent.

– De nye tal for byggebeskæftigelsen viser det, som vi egentlig godt ved: At det går ganske udmærket i bygge- og anlægsbranchen. Hvis man ser på det første halvår af 2017 sammenlignet med et år tidligere, så er der en stigning på 2,5 procent, hvilket ligger godt i tråd med vores egne vurderinger, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri, og fortsætter:

– Det er samtidig en udvikling, som er til at håndtere. Vi ser efterhånden en hverdag, hvor det at skaffe kvalificeret arbejdskraft i branchen er en større udfordring end tidligere – men det er stadig muligt. Det understøttes også af, at lønstigningstakten i branchen stort set har været uændret i de seneste par år.

– Det kommer næppe som en overraskelse, at det især går godt inden for nybyggeriet, hvor beskæftigelsen i første halvår ligger godt ni procent højere end sidste år. Her er det især byggeprojekter i storbyerne, der driver værket, siger Andreas Fernstrøm.

De nye tal for byggebeskæftigelsen viser det, som vi egentlig godt ved: At det går ganske udmærket i bygge- og anlægsbranchen.

Relateret indhold