Er det rimeligt, at en virksomhed – i dette tilfælde byggematerialevirksomheden Annebergs Limtræ i Varde – skal betale for vedligeholdelsen af en jernbaneoverskæring på firmaets grund, når Varde Kommune ikke betaler for vedligeholdelsen af tilsvarende jernbaneoverskæringer på kommunens grund?
Medejer Fritz Anneberg siger til Dagens Byggeri, at der oprindelige var en overskæring på virksomhedens grund. Men denne overskæring blev nedlagt. Så tilbød Anneberg Limtræ selv at finansiere en overskæring – inklusive vedligeholdelse, og denne blev anlagt i 1996.
Vi må have en debat om det rimelige i, at private virksomheder skal betale for noget, som det offentlige ikke skal betale for.
Hans Chr. Thoning Venstre
Én-to timer
– Da det var efter eget ønske, fandt vi det meget rimeligt at betale for anlægget og den løbende vedligeholdelse og en godkendt kontrol. Fire gange årligt efterses anlægget, og vi har gennem årene selv betalt for disse eftersyn. Men pludselig fik vi en regning fra Vejdirektoratet, der havde overtaget ansvaret for disse overskæringer, og nu er de årlige omkostninger pludselig 20.000 kroner, uden at man kan redegøre for, hvad vi får for disse penge. Et kontrolbesøg varer én-to timer, så fire årlige besøg til 20.000 kroner giver en meget høj timeløn, forklarer Fritz Anneberg, der peger på, at Varde Kommune har tre lignende overskæringer, og her skal der ikke betales for vedligeholdelse og kontrol.
Afvisning
Hans Chr. Thoning fra Venstre har rejst sagen over for transportminister Magnus Heunicke (S), der ikke mener, at der er noget problem sagen:
– Den pågældende overkørsel på Annebergs Limtræs grund ligger på en strækning tilhørende Vestbanen A/S på strækningen Nørre Nebel – Varde. Banedanmark overtog ansvaret for alle Vejdirektoratets sikrede overkørsler i januar 2012. Overkørslen ligger på privat grund og blev oprettet af Vejdirektoratet på ejerens bestilling. I de foreliggende dokumenter og aftaler mellem Annebergs Limtræ, Vejdirektoratet og Vestbanen A/S fremgår det, at Anneberg Limtræ indvilliger i at afholde alle etablerings- og vedligeholdelsesudgifter i forbindelse med overkørslen. Hvis Anneberg Limtræ ikke ønsker at bevare overkørslen på det nuværende grundlag, kan Banedanmark tilbyde at undersøge muligheden for lukning af overkørslen. På den baggrund finder jeg det rimeligt, at Annebergs Limtræ betaler for vedligeholdelsen af jernbaneoverskæringen på firmaets grund, skriver transportministeren i sit svar.
Efterlyser debat
Hans Chr. Thoning siger til Dagens Byggeri, at det ikke er nemt at forstå, hvorfor en privat virksomhed skal betale for vedligeholdelsen af en jernbaneoverskæring, når en kommune slipper for at betale for det samme.
– Virksomheden har grunde på begge sider af banen, og derfor er det ganske naturligt med en overskæring på virksomhedens grund. Jeg tager sagen yderligere op i Folketinget. Vi må have en debat om det rimelige i, at private virksomheder skal betale for noget, som det offentlige ikke skal betale for. Vi må afklare, hvordan de fremtidige forhold skal være, siger Hans Chr. Thoning.