Vil have verdens sikreste byggeplads

Byggepladserne på Bispebjerg Hospital skal være i verdensklasse, når det kommer til trivsel på byggepladsen samt at minimere risikoen for arbejdsulykker.
Entreprisechef Carsten Nyboe og overordnet sikkerhedskoordinator Hanne Schack Blichmann med den nye sikkerhedshåndbog, der skal sætte fokus på sikkerhed og trivsel på byggepladserne på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Foto: Louise Bendixen.
Entreprisechef Carsten Nyboe og overordnet sikkerhedskoordinator Hanne Schack Blichmann med den nye sikkerhedshåndbog, der skal sætte fokus på sikkerhed og trivsel på byggepladserne på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Foto: Louise Bendixen.

Om projektet:

  • Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver opført på Bispebjerg Hospitals område fra 2014 til 2025.
  • Det omfatter fem delprojekter: Parkeringshus, Laboratorie- og Logistikbygning, Akuthus, Ny Psykiatri og renovering af eksisterende bygninger.
  • Bygherreorganisationen har udgivet en ny sikkerhedshåndbog, der sætter barren højt for sikkerhed og trivsel på byggepladserne.
  • En overordnet arbejdsmiljøkoordinator er ansat til at rådgive og sikre, at regler og politikker i sikkerhedshåndbogen bliver fulgt, og til at koordinere arbejdsmiljøet mellem de enkelte projekter.
  • Alle personer med daglig gang på byggepladserne på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg skal igennem et grundigt sikkerhedskursus.
  • Patienterne er i centrum, når Region Hovedstaden de kommende år investerer 15 milliarder kroner i syv nye hospitalsbyggerier, hvoraf otte milliarder kroner kommer fra Statens Kvalitetsfond. Byggerierne skaber tidssvarende og funktionelle rammer for den bedste behandling.

Der skal skrues op for sikkerhed og trivsel i forbindelse med byggeriet af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

– Vi vil som ansvarlig bygherre gerne sætte barren højt for sikkerheden. Derfor har vi udarbejdet vores egen sikkerhedshåndbog med en række regler og politikker, som alle, der arbejder på byggepladsen, skal overholde, siger entreprisechef Carsten Nyboe fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg i en pressemeddelelse.

Vi tror på, at tilfredse håndværkere gør deres arbejde bedre. Vi har derfor etableret nogle gode fysiske rammer for arbejdet hos os.

Carsten Nyboe Entreprisechef, Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg

– Vi ser samtidig en stor værdi i trivsel på byggepladsen. Vi tror på, at tilfredse håndværkere gør deres arbejde bedre. Vi har derfor etableret nogle gode fysiske rammer for arbejdet hos os, fortsætter han.

Byggeriet af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg foregår midt i byen på et hospital i fuld drift. Byggeprojektet strækker sig over de næste 10 år, og når byggeriet er på sit højeste, vil omkring 500 håndværkere have deres daglige gang på byggepladsen. Det stiller høje krav til bygherren, hvis så mange mennesker skal gå sikkert på arbejde. Sikkerhedshåndbogen er et af flere tiltag, der skal gøre Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg til en attraktiv og forbilledlig arbejdsplads.

På med hjelmen

Den udførende entreprenør har ansvar for sikkerhedskoordineringen på byggepladsen. Det oplyses desuden, at på Bispebjerg har byggeorganisationen derudover allieret sig med firmaet FM Bygningsdrift, der skal fungere som bygherrens forlængede arm for at sætte ekstra fokus på sikkerhed og trivsel. Hanne Schack Blichmann skal som overordnet arbejdsmiljøkoordinator rådgive og sikre, at regler og politikker i sikkerhedshåndbogen bliver fulgt. For at opnå succes med det, mener hun, at det er afgørende at kommunikere tydeligt og appellere til den enkeltes medansvar.

– Det handler jo om mennesker og om at hjælpe hinanden. Vi vil gerne skabe en kultur, hvor folk tager ansvar for hinanden, og hvor det er ok at minde sin kollega om, at hjelmen skal på efter kaffepausen, siger Hanne Schack Blichmann.

Hun har i øvrigt særligt fokus på at forebygge ulykker og nedslidning. For eksempel er det hendes opgave at påpege uhensigtsmæssige løft, som er dårlige for ryggen, og hjælpe den udførende med at finde en løsning eller et hjælpemiddel, så løftet kan udføres korrekt. Hun skal også håndhæve reglen, at håndværkerne altid skal bære synlighedsvest. Det kan nemlig være med til at forhindre ulykker.

Ros fra branchen

Entreprenørfirmaet Henning Have har udført jordentreprisen på det nye parkeringshus, der er ved at blive opført på hospitalet. Direktør Henning Have roser sikkerhedshåndbogen og det høje ambitionsniveau.

– Jeg synes, det er et fantastisk redskab for os. Håndbogen er målrettet opgaven og gør et lidt tungt emne letforståeligt. Det er vigtigt for folk på pladsen, at de kan se sig selv i den, så det ikke bare er nogle floskler, bygherren trækker ned over hovedet på dem. Jeg mener, at det gør, at folk rent faktisk læser den og starter en diskussion i skuret, fortæller han.

Henning Have ser også en stor styrke i, at reglerne gælder for alle på tværs af fag. Det kan, ifølge ham, være med til at skabe en fællesskabsfølelse på byggepladsen.

De bløde værdier

Men det handler ikke kun om regler og politikker. De bløde værdier er mindst lige så vigtige. For eksempel skal de forskellige firmaer, der arbejder på pladsen, spise sammen i en fælles frokoststue og ikke hver for sig, som det er typisk på mange byggepladser. På den måde lærer tømreren og mureren hinanden at kende, og forventningen er, at det skaber større respekt for hinandens forskelligheder.

– Vi tror på, at et godt arbejdsmiljø, hvor folk trives, fører til mere overskud på både jobbet og i privatlivet. Det giver glade folk på pladsen, som leverer et godt stykke arbejde, og så får man i sidste ende en glad bygherre. Det er jo win-win for alle parter, siger Carsten Nyboe, og han bakkes op af Henning Have:

– Det er vigtigt med de fælles faciliteter. Et gammelt ordsprog lyder: Hvis folk kan synge og spise sammen, så kan de bygge verden sammen, slutter han.

Det første byggeprojekt, et nyt parkeringshus, er allerede i fuld gang. Alle håndværkere med adgang til pladsen har gennemgået et grundigt sikkerhedskursus. Foto: Byggeriets Billedbank.
Det første byggeprojekt, et nyt parkeringshus, er allerede i fuld gang. Alle håndværkere med adgang til pladsen har gennemgået et grundigt sikkerhedskursus. Foto: Byggeriets Billedbank.

Relateret indhold