Pensam opfører 91 lejligheder til beboelse i en ny karrébebyggelse på fem etager i Århusgadekvarteret i København. Der opføres i alt 10.000 kvadratmeter lejligheder på Sandkaj ud til Nordhavn Bassin, hvoraf enkelte vil være i to plan, og hertil kommer 700 kvadratmeter erhverv.
PenSam købte i 2013 byggeretten og har siden været i dialog med arkitekter og entreprenører for at finde det rigtige projekt. Valget er faldet på et team bestående af Henning Larsen Architects, KPC samt Midtconsult, og byggeriet skal stå færdigt i november 2016.
– Det har været væsentligt for os at finde et projekt, som alle har glæde af. Ejendomsudvikler, entreprenør, arkitekt, de kommende lejere og Pensams pensionskunder. Dette byggeri passer perfekt til området og har blik for det gode liv. På den måde efterlader byggeriet et positivt indtryk for involverede, og samtidig skaber vi størst værdi for vores pensionskunder. Også fordi forløbet stiller os gunstigt i forhold til kommende projekter, siger Benny Buchardt Andersen, Investeringsdirektør i Pensam, i en pressemeddelelse.
Det nye havnekvarter
Århusgadekvarteret er Københavns nye havnekvarter, hvor de små gader og stræder binder kvarteret sammen med Østerbro og havnens vand. Det nye byggeris placering ved havnepromenaden har spillet ind på udformningen, idet facacen ud mod Silopladsen får store glaspartier og tydelige søjler, mens facaden ud mod Strædet vil være mere sammensat og have flere spring i planerne og lokale motiver. Det er samtidig her, byggeriet er lavest og har flest spring i tagniveauer, hvilket lukker dagslyset fra vest ned i nogle af lejlighederne samt ind i karréens indre gårdrum. Her vil blandt andet blive opført en trappe, hvor beboerne kan nyde solen, mens rummet under trappen vil virke som cykelparkering.