Dansk tegnestue vinder rammeaftale om Danmarks Nationalbank

DISSING+WEITLING architecture vinder rammeaftale om arkitektydelser, teknisk rådgivning og bistand til renovering af Danmarks Nationalbank.
Foto: DISSING+WEITLING.
Foto: DISSING+WEITLING.

Det er ikke hvilken som helst dansk bygning, som nu skal renoveres. Det er Danmarks Nationalbank, som nænsomt skal i hænderne på den danske tegnestue, der har videreført arven fra Arne Jacobsens tegnestue siden 1971.

Den vundne opgave omfatter arkitektydelser, teknisk rådgivning og bistand til renovering de kommende 48 måneder.

– Arne Jacobsens bygninger og design er ikke kun noget, vi har en helt særlig arkitektfaglig viden om, det er også en verdenskendt arv, som tegnestuens historie er direkte knyttet til, og som i dag er en integreret del af vores arbejde. Vi sætter en stor ære i at værne om Arne Jacobsens ikoniske bygningsværk og arbejde med den smukke bygning. Der gælder en helt særlig design- og arkitekturmæssig akkuratesse i nationalbanken, en gennemført sans for kvalitet både inde og ude, som vi ser frem til igen at arbejde med, siger Steen Savery Trojaborg, som er administrerende direktør, partner og arkitekt MAA i DISSING+WEITILING architecture.

Kendskab til Arne Jacobsens byggerier

DISSING+WEITLING architecture har et byggeteknisk kendskab til Danmarks Nationalbank og til Arne Jacobsens byggerier generelt – foruden Nationalbanken gælder det blandt andet SAS Royal Radisson og Texaco.

– Vi bruger vores specialviden om de materialer og byggetekniske metoder, der blev brugt dengang. Men også forståelsen for Arne Jacobsens arkitektoniske ideer og valg. Han var jo kendt for at være kompromisløs i forhold til sine visioner og udformningen af selv de mindste detaljer. Hans arkitektoniske pionerarbejde omfattede også stor indsigt i de enkelte materialer og deres ydeevne, siger Kresten Kirkegaard, partner, teknisk chef og arkitekt MAA hos DISSING+WEITLING architecture.

Foruden specialviden om Arne Jacobsens arkitektur opfatter DISSING+WEITLING architecture’s portefølje vedligeholdelse, renovering, ombygning og nybygning af andre bevaringsværdige og fredede bygninger som Folketinget, Ny Carlsberg Glyptotek og Københavns Universitet.

Foto: DISSING+WEITLING.
Foto: DISSING+WEITLING.

Relateret indhold