Bag projektet står:
- Bygherre: Balder Danmark
- Arkitekter: Danielsen Architecture
- Udvikler og byggestyrer: Sjælsø Management
- Rådgivende ingeniør: Sweco
Området ved Hundige Station forvandles nu til et attraktivt boligområde, som navngives Hundige Strandby.
Dette bidrager blandt andet Balder Danmarks to nye boligprojekter Strandby Høje og Strandby Huse til. Tilsammen har de to et boligareal på cirka 23.000 kvadratmeter og rummer 337 boliger med to til fem værelser til både enlige, familier og par i alle aldersgrupper.
Ejendomsselskabet har netop taget det første spadestik til Strandby Høje, og ejendommen forventes at stå færdigopført ved udgangen af 2023. Strandby Huse forventes ligeledes at stå færdigopført ved udgangen af 2023.
– Hundige Strandby er et spændende og ikke mindst vigtigt byudviklingsprojekt, som i kraft af beliggenheden har et kæmpe potentiale. Her kommer de fremtidige beboere til at bo tæt på indkøbsmuligheder, Greve Marina, stranden og S-toget, hvilket betyder, at man har kort transporttid til blandt andet København. Vi glæder os til at påbegynde opførelsen af de to ejendomme samt skabe gode rammer for fællesskab, livskvalitet og tryghed, fortæller Flemming Joseph Jensen, der er administrerende direktør ved Balder Danmark.
Ejendommene opføres i et samarbejde mellem Balder Danmark, Danielsen Architecture, Sweco og Sjælsø Management.
Store ambitioner
Hundige Strandby består af tre delområder, placeret fra området ved Hundige Station til Hundige Strandvej. Strandby Høje, beliggende ved busholdepladsen, kommer til at rumme 289 boliger, der varierer i størrelse fra to til fem værelser.
Ifølge arkitekt på projektet Kasper Danielsen bliver ejendommen et fyrtårnsprojekt for hele Greve.
– Strandby Høje bliver et arkitektonisk vartegn for Greve samt et pejlemærke for visionær byudvikling på et bæredygtigt grundlag. Ejendommen kendetegnes ved det lyse udtryk, som opnås med teglsten i lyse og jordvarme nuancer, og de skrånende, grønne tagflader. Rundt om bebyggelsen opfører vi rekreative, grønne arealer med legeelementer og rolige opholdszoner, fortæller han.
Strandby Huse består af tre punkthuse i fire etager, som er en moderne fortolkning af de kendte etageboligbebyggelser i Danmark. Punkthusene omgives af grønne områder.
Fokus på det grønne
Begge projekter er tilpasset nutidens krav om indeklima, bæredygtighed samt de ønsker og behov, en moderne familie har i dag, lyder det videre fra folkene bag.
Flemming Joseph Jensen fortæller følgende om det overordnede formål med boligprojekterne:
– Stations- og centerområdet er et naturligt samlingspunkt for borgerne i kommunen, og med projekterne ønsker vi at bidrage til at skabe et attraktivt og trygt område med kvalitetsboliger, som tiltrækker mennesker i alle aldre.
Begge ejendomme er, ifølge Flemming Joseph Jensen, skabt ud fra en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed, hvor både miljøet, sociale forhold og økonomien er tænkt ind.
– Vores fokus på bæredygtighed kommer blandt andet til udtryk i de gode og sunde materialer, vi har valgt til ejendommene, som sikrer lang levetid og begrænset vedligehold. Det bæredygtige fokus ses også i Strandby Højes grønne tagflader samt LAR-løsningen i de grønne arealer, der omgiver bebyggelserne. Disse løsninger bidrager til en bæredygtig regnvandshåndtering. Herudover er det vores vision, at projekternes varierede boligsammensætning og fællesarealer skal bidrage til et godt fællesskab blandt ejendommenes lejere, fortæller han.
Balder Danmark forventer, at begge projekter får en DGNB-guldcertificering.