Tre byggerier er i finalen om at kunne smykke sig med Bæredygtig Beton Prisen 2021.
Og dermed være det byggeri, der bedst udnytter betonens egenskaber til at skabe et unikt bæredygtigt byggeri.
Vinderen findes ved publikumsafstemning, som starter i dag – og alle kan deltage.
– Jeg er utroligt stolt over at kunne præsentere de nominerede til Bæredygtig Beton Prisen 2021. De er alle tre oplagte kandidater med hver deres vinkel på det bæredygtige både miljømæssigt, socialt og økonomisk, siger Dorthe Mathiesen, chef for Dansk Beton i DI Dansk Byggeri:
Beton der inviterer ind i metroen
Nominering af Orientkaj Station begrundes af jurymedlem Lene Espersen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder:
Metroen binder København sammen på en bæredygtig måde, og på Orientkaj Station har man anvendt betonen på en måde, som inviterer brugerne af metroen ind. Samtidig giver konstruktionen meget tilbage til byen med sit æstetiske udtryk, hvor den nærmest svæver over jorden på sine spinkle “betonfødder”. Stationen er økonomisk bæredygtig, fordi den er udført til at holde i rigtig mange år, socialt bæredygtig, fordi den er udformet som en tryghedsskabende station, der er lys og åben, og endelig miljømæssigt bæredygtig, fordi man har designet konstruktionen slankt og med fokus på at minimere materialeforbruget.
Beton og træ kan noget i Svinkløv
Svinkløv Badehotel begrundes ved jurymedlem Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark:
– Svinkløv Badehotel er nomineret til Bæredygtig Beton Prisen, fordi bygningen er et helt unikt eksempel på, hvordan man kan bruge beton bæredygtigt i noget, som ellers primært er et træbyggeri. Svinkløv er blevet genopført på en måde, hvor man har udnyttet betonens egenskaber optimalt til at forebygge brand og minimere støj i den nye udgave af hotellet. Gæsterne vil opleve et klassisk badehotel, som det så ud i 30’erne, men på en helt moderne og bæredygtig måde.
Enghave klimapark er æstetisk klimasikring
Motiveringen af nomineringen af Enghave Klimapark gives af jurymedlem Julian Weyer, arkitekt og partner i C.F. Møller:
– Med Enghave Klimapark har et eksisterende grønt byrum fået ny værdi, men også ny betydning. Den nye park er designet til en million aktive besøgende om året i hundredvis af år og skal samtidig sikre en tørskoet bydel. Området opsamler regnvand både i det daglige og ved 100 års-hændelser, og her spiller betonen en vigtig rolle i forhold til bæredygtighed, fordi den sikrer en ekstrem slidstyrke og samtidig en æstetisk kvalitet, som gør parken til et attraktivt rekreativt område.
Stem frem til 1. juni
Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, som alle kan stemme på via afstemningsmodulet på Dansk Betons hjemmeside indtil den 1. juni 2021.
De nominerede til betonbranchens to øvrige priser In-situ Prisen og Betonelement Prisen afsløres senere i maj.