Ny barselsfond er et kæmpe skridt for de selvstændige

Folketinget har netop vedtaget en ny barselsfond for selvstændige. Den vil gøre det langt mere økonomisk sikkert for kvinder at starte virksomhed, så kvinder ikke skal vælge mellem at stifte virksomhed eller stifte familie.
Cheføkonom og politisk chef Mia Amalie Holstein, SMVdanmark. Pressefoto.
Cheføkonom og politisk chef Mia Amalie Holstein, SMVdanmark. Pressefoto.

Barselsfonden for selvstændige, der netop er vedtaget i Folketinget, vil sikre Danmarks 200.000 selvstændige et solidt økonomisk rygstød på op mod 31.000 kroner månedligt, mens de holder barsel. Selvstændige har ellers hidtil måttet nøjes med barselsdagpenge, som er godt 18.000 kroner om måneden, mens lønmodtagere kan få løn under barsel.

Det har været en mærkesag, som vi har arbejdet benhårdt for, at selvstændige fik de samme muligheder som lønmodtagere, når de skulle på barsel. For mange især mindre selvstændige kan en graviditet være en stor økonomisk udfordring, og det er ikke rimeligt, at der skal være den forskel. Dette er én af flere forskelle, der er mellem selvstændige og lønmodtagere, og det er glædeligt, at vi nu får fjernet den. Vi vil gerne takke partierne bag aftalen for at have taget dette skridt for ligestillingen.

Jeg hæfter mig ved, at barselsfonden vil gøre det mere interessant for kvinder at springe ud som selvstændige.

Det er kun otte procent af de nystartede virksomheder, der har en kvindelig ejer under 35 år, mens det for mænd er 27 procent. Så man må desværre konstatere, at yngre kvinder er forsigtige, når det gælder om at starte en virksomhed. Det kan denne aftale være med til at rette op på. Jo færre benspænd vi stiller op for nye virksomheder, jo mere vækst og jo flere arbejdspladser kan vi skabe i Danmark.

Barselsfonden bliver en del af den statslige barselsfond og er finansieret af indbetalinger fra de selvstændige selv. Fonden løser også den økonomiske udfordring, mandlige selvstændige får, når EU’s beslutning om, at der skal indføres to måneders øremærket barsel til fædre, bliver gennemført i Danmark.

Den politiske aftale er indgået mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet.

Relateret indhold