Går man byggebranchen efter med en tættekam, finder man til tider endog meget brådne kar.
Et eksempel på et sådant har DR netop løftet sløret for i deres seneste udgave af programmet Kontant.
Det drejer sig om Salkin VVS. Udadtil styret af kun 20-årige Niklas Hagemann-Jensen, men reelt ledet af Kasper Jensen, som også går under aliasserne Kasper Rønn og Kasper Petersen.
På video kan man se netop Kasper Jensen true en håndfuld tidligere leverandører med både køkkenkniv og baseballbat, efter at de var mødt frem på hans adresse med henblik på at få betaling for deres ydelser til firmaet.
Kontant er også i kontakt med såvel tidligere kunder som medarbejdere i firmaet, som har oplevet alt fra snyd med priser, dårligt udført arbejde og manglende lønudbetalinger.
Salkin VVS er i dag konkurs, men Niklas Hagemann-Jensen står nu registreret som direktør i Sydkystens Bad & Byg, der benytter samme logo som Salkin VVS, skriver DR.