Et nyt 10-trins automatgear introduceres nu til baghjulstrukne varianter af Fords 2-tons Transit. Automatgearet er netop sat i produktion og ventes lanceret i de første modeller i Danmark efter sommerferien.
Gearkassen er udviklet af Ford og fås også til Ford Ranger, Ford Mustang og Ford F-150. I Transit kobles den sammen med den 2,0-liters EcoBlue HDT-dieselvariant med 170 hk.
Adaptive gearskift
“Automatgearets 10 trin har flere udvekslingsforhold, der gør, at motoren får konsekvent mest ud af brændstoffet og giver en mere responsiv køreoplevelse. Gearkassen har adaptive gearskift, der løbende tilpasser sig køreforholdene med hensyn til både performance, brændstoføkonomi og raffinement,” oplyser Ford.
Den maksimale anhængervægt på automatgearsmodellen vil være 2,8 tons.
Ud over introduktionen af det nye 10-trins automatgear til de tunge arbejdsopgaver fås forhjulstrukne Transit-varianter også med 6-trins automatgear til mere letkørende arbejdsopgaver.