Vestjyder rykker investeringer frem

Ringkøbing-Skjern Kommune imødekommer egnens erhvervsdrivende og har valgt at fremrykke planlagte vedligeholdelsesarbejder på de kommunale bygninger.
Vestjyske håndværkere får en håndrækning af Ringkøbing-Skjern Kommune, som fremrykker renoveringsopgaver af de kommunale bygninger. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune.
Vestjyske håndværkere får en håndrækning af Ringkøbing-Skjern Kommune, som fremrykker renoveringsopgaver af de kommunale bygninger. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune.

– Vi ved, at virksomhederne har det svært og endda efter al sandsynlighed går en endnu hårdere tid i møde. Derfor har vi bedt kommunens ejendomscenter udarbejde en oversigt over de vedligeholdelses- og renovationsopgaver, der alligevel ligger foran os i den nærmeste tid – og bedt om, at de fremrykker opgaverne og tilbudsgivningen, så vores lokale håndværkere kan få opgaver i ordrebogen, fortæller borgmester Hans Østergaard.

Udearbejde for 10 millioner

Blandt de opgaver på skoler, daginstitutioner og andre kommunale bygninger, som Ejendomscenteret nu fremrykker, er blandet andet vedligeholdelsesarbejder med et særligt fokus på udvendigt arbejde. Hertil kommer mindre indvendige opgaver, hvor det er muligt.

Konkret er der tale om her-og-nu-opgaver såsom mindre facaderenoveringer, udskiftning af vinduer, renovering eller udskiftning af gulve og udskiftning af tagrender og tagnedløb. Opgaverne er anslået til 10 millioner kroner, og de lokale håndværkere kan glæde sig over øjeblikkelig afregning.

Foregriber normale tilstande

De lokale håndværkere er desuden blevet bedt om at byde ind med tilbud på opgaver, som kan iværksættes umiddelbart efter corona-epidemien er overstået. Også disse opgaver beløber sig til omtrent 10 millioner.

– Vi lægger opgaverne ud med henblik på at understøtte de lokale håndværkere i Ringkøbing-Skjern Kommune, så skulle der være håndværkere som står klar til at hjælpe, hører vi rigtig gerne fra dem, siger afdelingsleder i Ejendomscenteret Ole Juul Thomassen, der håber, det kan hjælpe med at få gang i hjulene igen.

Relateret indhold