I Nykøbing Falster drømte man stort – og er nu klar til indvielse

Idéen til Guldborgsunds nye foreningshus for fritids- og idrætsfællesskaber blev født for 11 år siden og skal styrke de lokale fællesskaber. På fredag åbner dørene.
Til MO.VE hører også store udearealer med petanquebaner, bevægelseslandskab, skovbane, danseplads, stier, boldbaner mv. Foto: Niels Vestergaard, film-foto.dk.
Til MO.VE hører også store udearealer med petanquebaner, bevægelseslandskab, skovbane, danseplads, stier, boldbaner mv. Foto: Niels Vestergaard, film-foto.dk.

Bag byggeriet står:

  • Bygherre: Nykøbing FC
  • Totalrådgiver: ETN Arkitekter
  • Bygherrerådgiver: Sivager Arkitektur og Design
  • Underrådgiver: Spektrum Arkitekter
  • Underrådgiver: Moe rådgivende ingeniører
  • Hovedentreprenør: Pilemand

På fredag indvies Guldborgsunds nye foreningshus for fritids- og idrætsfællesskaber, MO.VE.

Projektet er med tilhørende udearealer er tegnet af Spektrum Arkitekter, ingeniørvirksomheden Moe og det lokale arkitektfirma, ETN Arkitekter, der også har fungeret som totalrådgiver.

– Hus og landskab fletter sammen med foreningernes forskellige behov, og vi har arbejdet med at skabe forskellige ‘klimazoner’ i og omkring huset og landskabet, som giver mulighed for at stedet fungerer som samlingspunkt på alle tider af året, fortæller Rikke Cora Larsen, der er arkitekt og partner i ETN Arkitekter.

– Vi håber, at det vil være med til at være grobund for både spontane og planlagte fællesskaber, tilføjer hun.

Et stærkt foreningsliv

Netop fællesskabet er i højsæde i MO.VE., der kommer til at fungere som klubhus og mødested for flere idrætsklubber og foreninger.

Udover Nykøbing FC, der kommer til at drive huset, er også Guldborgsundløberne, Svømmeklubben Syd, Nykøbing Falster Petanqueklub, Aktiv Fritid, NFC eSport og B1989 en del af huset. Derudover satser MO.VE på, at også andre kan benytte husets lokaler og faciliteter til arrangementer, møder og aktiviteter til gavn for fællesskabet.

– Vi har et utroligt stærkt foreningsliv i Guldborgsund, og det skal vi blive ved med at udvikle og styrke, for det er noget af det, der binder os sammen, fortæller borgmester Simon Hansen.

– Uanset hvem vi er, og hvad vi laver, så mødes vi som medlemmer eller frivillige i en af de mange foreninger, som vi selv har skabt og selv holder liv i. Hele ideen med foreningshuset MO.VE er, at der er nogle gode rammer for at mødes på kryds og tværs af interesser, og at det kan føre til nye fællesskaber og nye venskaber, siger han.

Guldborgsund Kommune har givet lidt over 24 mio. kroner til udendørsfaciliteter omkring det nye foreningshus.

En idé for 11 år siden

Formand i Nykøbing FC, René Fjeldsøe Sørensen, er en af hovedkræfterne bag det nye foreningshus og har været med siden idéen blev til for 11 år siden:

– Vi skal huske at drømme stort, og at drømme sagtens kan gå i opfyldelse, også selvom der er bump på vejen, siger han og tilføjer:

– Man skal bare blive ved. Det gjorde vi, og vi har mødt en enorm lokal opbakning hele vejen rundt, ligesom mange fonde har kunnet se ideen. Nu står vi med nogle faciliteter og et foreningshus, der kan måle sig med det allerbedste i Danmark. Jeg glæder mig til, at både elite- og breddeidrætten får nogle helt fantastiske muligheder for udfolde sig.

En af de foreninger og fonde, der har givet støtte til projektet, er den filantropiske forening Realdania. Også Lokale og Anlægsfonden har været med til at sikre, at der var midler nok til det nye foreningshus.

Relateret indhold