Modulhusvirksomheden Husfabrikken A/S er nu under konkurs efter to problematiske år. Selskabet, der ligger i Vissenbjerg, kom under konkurs den 30. maj. Det viser erhvervsdatabasen BiQ.dk.
I 2016 kom selskabet ud af året med et resultat før skat på -871.000 kroner. Omsætningen var ikke på det tidspunkt opgivet, men selskabet havde på det tidspunkt to ansatte.
I regnskabet for 2016 skrev ledelsen blandt andet, at der i årets løbe havde været afholdt “betydelig ressourcer til etablering vedrørende opstart af modulbyggeri, som har belastet resultat og likviditeten.
Yderligere finansiering medførte også en ny ejerkreds. Selskabet ejes nu af hovedaktionæren HouseFactory AB fra Sverige og de to danske holdingselskaber VCH Rainmaking og DKgemma.
Husfabrikken A/S nåede kun at have to år på bagen, før de i år måtte dreje nøglen om. Der ligger ikke noget regnskab tilgængeligt for 2017. Til gengæld har både bestyrelsen og direktionen forladt den synkende skude.
Den 28 februar stoppede Kim Roald Kenlev som direktør og bestyrelsesemedlem. Kort tid efter, den 16. april stoppede Claus Valsøe Clausen, direktør for VCH Rainmaking, i direktionen.
En uge før konkursen udtrådte de resterende 4 bestyrelsesmedlemmer.