Nogle af de allerstørste byggevaregrossister er blandt landets førende virksomheder, når det handler om at bruge digitalisering og ny teknologi til at give kunderne bedre købsoplevelser. Eksempelvis vandt Brødrene A & O Johansen E-handelsprisen for B2B-virksomheder sidste år.
– Men udviklingen har langt fra spredt sig til små og mellemstore byggevaregrossister, og de sparer i stedet på digitale investeringer, siger direktør hos softwareproducenten Dynamicweb Software, Christian Beer, som har mange års erfaring med at udvikle digitale løsninger inden for websider, E-handel og marketing.
Mindre og mellemstore firmaer i byggevarebranchen gør dermed som de fleste andre virksomheder på tværs af brancher. For tal fra Regeringens Digitale Vækstpanel viser, at danske virksomheder ikke længere er forrest i feltet, når det gælder investeringer i IT og software. De er overhalet af virksomheder fra lande som Holland, USA og Sverige.
Spinker og sparer
En af årsagerne til, at Danmark har mistet førertrøjen, er, at mindre og mellemstore virksomheder holder igen med investeringerne særligt inden for nye digitale vækstområder som analyse af kundedata og E-handel til eksport.
Derfor har det Digitale Vækstpanel netop offentliggjort 33 anbefalinger til, hvordan man kan hjælpe dem med at udnytte digitalisering.
– Anbefalingerne er gode, men de er ligegyldige, hvis ikke virksomhederne vågner op. Jeg oplever, at mindre og mellemstore virksomheder, også blandt byggevaregrossister, spinker og sparer, når det gælder digitale løsninger. Imens implementerer danske og udenlandske konkurrenter IT-systemer, som bruger data og sensorer til at give hver enkelt kunde en skræddersyet købsoplevelse, fortæller Christian Beer.
Den aarhusianske softwareproducent har kunder i mere end 20 lande, og de mærker, at investeringslysten hos virksomheder er langt større i mange andre lande end Danmark.
Gammeldags tankegang
Ifølge en redegørelse fra Erhvervsministeriet skaber hver medarbejder i de mest digitaliserede danske virksomheder værdi for cirka 730.000 kroner om året. Det er 135.000 kroner mere end hver ansat i de mindst digitaliserede virksomheder.
Når virksomheder vil øge omsætningen og skabe tættere kundekontakt, vælger mange at ansætte en sælger. Men ifølge Christian Beer er det en gammeldags tankegang.
– Hvis de i stedet bruger pengene på digitalisering, der giver mulighed for at differentiere kundeoplevelsen, kan det være, at de om få år kan ansætte fem sælgere i stedet. Fortsætter de mindre og mellemstore byggevaregrossister med at være tilbageholdende med investeringer i at gøre hele deres platform mere digital, taber de formentlig kapløbet om kunderne, siger han.