Fibergipsplader i fokus på grøn messe

Fermacell hævder, at deres fibergipsplader var bæredygtige, længe inden begrebet vandt indpas i byggeriet, og det vil de blandt andet fortælle mere om på Building Green i Aarhus.
Fermacell vil være til stede, når Building Green slår dørene op i Aarhus 29. og 30. marts. Pressefoto.
Fermacell vil være til stede, når Building Green slår dørene op i Aarhus 29. og 30. marts. Pressefoto.

Fibergipsproducenten Fermacell ser Building Greens nye jyske udgave i Aarhus som en mulighed for at komme tættere på vestdanske bygherrer, arkitekter og rådgivere med fokus på bæredygtighed, når messen finder sted 29. og 30. marts.

– Building Green er en vigtig event, hvor man møder de aktører, der driver udviklingen inden for bæredygtighed og grønne løsninger. Dem glæder vi os til også at møde i Aarhus, siger Peder Hauch, projektrådgiver hos Fermacell, i en pressemeddelelse.

Han peger på, at Fermacells fibergipsplader står stærkt i forhold til de bæredygtighedsaspekter, som bygherrer, entreprenører og rådgivere har stadig stærkere fokus på.

– Der bliver spurgt ind til egenskaber som lavt materialeforbrug, effektiv logistik og lave vedligeholdelsesomkostninger på langt sigt. Det er områder, hvor Fermacell altid har været langt fremme, og det får flere og flere øjnene op for, siger Peder Hauch.

Sparer materialer

Fermacell fortæller, at en let skillevægsløsning med deres fibergipsplader sparer materialer, fordi en Fermacellvæg med ét pladelag i de fleste tilfælde opfylder samme krav til lyddæmpning og brandbeskyttelse, som kræver to lag med traditionelle gipsplader. Det betyder, at håndværkerne skal have fat i halvt så mange plader, og at der skal færre lastbiler til at transportere dem ud til byggepladserne. Dertil fremhæver producenten, at en væg opbygget med Fermacell er robust og derfor ikke kræver så meget vedligeholdelse på langt sigt.

– Det er alt sammen budskaber, som vækker interesse for bygherrer, entreprenører og rådgivere, der ønsker at bygge bæredygtigt, siger Peder Hauch.

Han peger også på, at Fermacell som byggemateriale til lette skillevægge og loftbeklædning betyder meget lidt spild, fordi selv mindre pladestumper problemfrit kan anvendes. Det skyldes, at Fermacell har samme ensartede kvalitet hele vejen igennem.

Den ensartede kvalitet uden beklædning med karton gør også Fermacell meget velegnet til et andet centralt bæredygtighedsaspekt, genbrug. Det har Fermacell sat i system i et samarbejde genbrugs- og ressourcevirksomheden Norrecco, som står for arbejdet med at indsamle pladerester og returnere dem til et af Fermacells produktionsanlæg i Tyskland. Her indgår de i produktionen af nye fibergipsplader.

Nyt produkt

Alt det ser Peder Hauch og hans kollegaer frem til at fortælle mere om på Building Green i Aarhus. Her bliver der også lejlighed til at kigge nærmere på Fermacells nyeste produkt, Acoustic.

Acoustic er en akustikplade, hvor fermacell har kombineret lydforbedrende egenskaber med et nyskabende designkoncept. Acoustic er skabt i samarbejde med den danske arkitekt og designer Lars Vejen, som er tidligere designchef hos SHL Design. Lars Vejen er blandt andet kendt for specialdesignede møbler og inventar til udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i København, Den Sorte Diamant.

– Med fermacell Acoustic har vi fået mulighed for at tilbyde et produkt, der løfter akustikplader til et nyt niveau. Med Lars Vejens design får arkitekterne mulighed for at skabe løsninger på et langt højere æstetisk ambitionsniveau. Det tror jeg, at de vil tage godt imod, siger Peder Hauch.

Relateret indhold