Penge til bedre indsats for arbejdsmiljøet samler støv

Indsatsen for et bedre arbejdsmiljø bliver ifølge BAT-kartellet sat på smalkost med regeringens forslag til finanslov for 2017.
Midler til bedre arbejdsmiljø bliver ikke udnyttet. Foto: Colourbox
Midler til bedre arbejdsmiljø bliver ikke udnyttet. Foto: Colourbox

FAKTA

  • – Byggeriet står for 13 procent af alle alvorlige arbejdsulykker og 20 procent af alle dødsulykker, selvom kun seks prpocent er ansat i branchen
  • – Hvert år anmeldes cirka 4.500 ulykker, heraf cirka 1.100 alvorlige ulykker
  • – En arbejdsulykke koster virksomheden cirka 30.000 kroner. Virksomheden skal omsætte for cirka to millioner kroner for at dække de direkte omkostninger ved en arbejdsulykke

BAT-kartellet advarer nu mod regeringens planlagte besparelser på Arbejdstilsynet, der med Finanslovsforslaget står til at miste over 60 årsværk alene blandt det personale, der fører kontrol med sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne.

– Arbejdstilsynet står igen for skud. Selvom Arbejdstilsynet målretter sin kontrol mod virksomheder med høj risiko, falder den samlede kontrol med byggepladserne. Det kræver ikke stor indsigt at nå frem til, at vi risikerer flere arbejdsulykker og dårligere sundhed, jo mindre Arbejdstilsynet viser sig dér, hvor arbejdet udføres, siger Søren Schytte, der er formand for Arbejdsmiljøudvalget i BAT.

penge

Dårlig undskyldning

Samtidig samler over 400 millioner kroner ifølge Søren Schytte støv i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse:

– Det er penge, der for snart 10 år siden blev målrettet et godt arbejdsmiljø, men beskæftigelsesministeren bruger budgetloven som undskyldning for, at pengene ikke bliver brugt. Hvorfor skal gode penge stå og samle støv? Vi opfordrer til, at partierne omkring finansloven for 2017 træder i karakter og sender de mange arbejdsmiljø-penge i arbejde. Med ekstra resurser kan Arbejdstilsynet gøre meget godt for arbejdsmiljøet i byggeriet, mener Søren Schytte.

God investering

BAT henviser til, at Arbejdstilsynets byggepladsaktioner har stor effekt og til de gode erfaringer med øget kontrol med bygherrer og projekterende:

– Arbejdstilsynet skal også have resurser til at føre effektiv kontrol med udenlandsk arbejdskraft, så alle spiller på samme bane i byggeriet. Der er penge i et godt arbejdsmiljø. For hver investeret krone i forebyggelse er der en positiv økonomisk effekt på 2,20 kroner på bundlinjen. Modsat koster dårligt arbejdsmiljø kassen, både for lønmodtagere, virksomheder og samfundet som helhed, siger Søren Schytte og appellerer til, at Folketinget ?tager hånd om de ansatte i byggeriet og skifter spor, så Arbejdstilsynet ikke udsultes?, men tværtimod får tilført ekstra midler.

Relateret indhold