Der gælder i dansk ret et princip om fri bevisførelse. Det betyder, at parterne i en retssag som udgangspunkt har ret til at fremføre ethvert bevis.
I entreprisetvister anvender parterne ofte sagkyndige personer med henblik på at inddrage deres faglige vurdering af tekniske, økonomiske eller fagspecifikke forhold, for eksempel ved vurderingen af, om et entreprisearbejde er mangelfuldt. Den sagkyndiges bedømmelse kan fremskaffes på forskellige måder, herunder ved syn og skøn, udarbejdelse af en sagkyndig erklæring eller lignende.
Parternes inddragelse af sagkyndiges vurderinger skal ske under hensyntagen til kontradiktionsprincippet. Princippet indebærer, at modparten kan gøre sig bekendt og kommentere på alt materiale i sagen.
Når retssagen er anlagt, skal beslutningen om indhentning af syn og skøn eller sagkyndig erklæring gennemføres i henhold til dette princip. Såfremt en part indhenter en erklæring uden at inddrage modparten, har modparten ikke haft mulighed for at varetage sine interesser, hvilket kan have påvirket erklæringens indhold. I sådanne tilfælde kan retten bestemme, at erklæringen ikke kan fremlægges.
Vestre Landsrets kendelse
I sagen havde A og K solgt tage til en række husejere, som senere reklamerede over, at tagene var utætte. A og K anlagde herefter – hver for sig og med en lille tidsforskydning – sag mod leverandøren og producenten af tagene. Efter at A og K havde anlagt sag, blev både A og K i en anden sag stævnet af to af husejerne ved Byggeriets Ankenævn. Under sagens behandling ved ankenævnet blev der udarbejdet to erklæringer. A og K ville herefter i deres første sag mod leverandøren og producenten fremlægge disse erklæringer fra ankenævnet. Erklæringerne var således indhentet efter den første sag var anlagt, og uden at leverandøren eller producenten havde medvirket til erklæringernes tilblivelse.
I den første sag lagde retten vægt på, at erklæringerne var indhentet som et sædvanligt led i ankenævnssagen, samt at erklæringerne vedrørte samme tage som i den foreliggende sag. Endeligt tillagde retten det vægt, at erklæringerne ikke skulle anvendes som selvstændigt bevis i sagen, men blot som en del af de oplysninger, der skulle indgå i grundlaget for syn og skøn. Retten tillod herefter, at erklæringerne kunne fremlægges, selvom producenten og leverandøren ikke havde medvirket til erklæringernes udarbejdelse.
Kendelsens resultat
I sagen skulle erklæringerne ikke bruges som et selvstændigt bevis, men kun til at understøtte A og K’s argument om, at der skulle udmeldes syn og skøn. Under de konkrete omstændigheder var retten derfor imødekommende.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';