Ny pris hylder træbyggeriet – og nu kan der nomineres

Aktører, der opfører byggeprojekter med udgangspunkt i træ, og som samtidig har fokus på, at byggeriet opføres bæredygtigt, skal anerkendes. Det mener foreningen Træ i Byggeriet, som står bag en ny pris.
Årets Bæredygtige Træbyggeri skal bidrage til at synliggøre træets potentiale og klimamæssige fordele som byggemateriale.  På billedet ses limtræsbuer i Utzon Centeret i Aalborg. Foto: Lilleheden.
Årets Bæredygtige Træbyggeri skal bidrage til at synliggøre træets potentiale og klimamæssige fordele som byggemateriale. På billedet ses limtræsbuer i Utzon Centeret i Aalborg. Foto: Lilleheden.

Kriterier for nominering

  • – Byggeriet skal være et dansk byggeri, der er under opførelse eller færdiggjort i 2022.
  • – Byggeriet skal være et træbyggeri.
  • – Byggeriet skal have en deklareret LCA-beregning (livscyklusanalyse) iht. gældende beregningsregler.
  • – Byggeriets CO2-aftryk skal opfylde kravene til den frivillige bæredygtighedsklasse iht. gældende lovkrav (<8,5 kg. CO2 ækvivalenter/m2/år).
  • – Byggeriet skal helst være DGNB-certificeret eller på anden måde miljøcertificeret.

‘Årets Bæredygtige Træbyggeri’ er navnet på en ny pris, som foreningen Træ i Byggeriet nu lancerer.

For træ indeholder mange klimamæssige fordele og kan medvirke til en stor reducering af klimabelastningen i byggebranchen – især hvis vi på de områder, hvor det kan lade sig gøre, formår at erstatte de mere klimatunge materialer som eksempelvis stål og beton med træ, lyder det fra formand i Træ i Byggeriet, Martin Tholstrup:

– Den nye pris skal understøtte den agenda og hylde de mange aktører, som er med til at fremme anvendelsen af træ som byggemateriale og derigennem sætte bæredygtighed på dagsordenen i byggebranchen. Samtidig skal prisen bidrage til at synliggøre de utrolig mange måder, man kan anvende træ i byggerier på i dag, så vi kan inspirere andre.

Vigtigt signal om at skabe i fællesskab

Fremover vil prisen blive uddelt en gang årligt til et byggeprojekt, der har anvendt træ som byggemateriale, og som har inddraget et bæredygtigt perspektiv i byggeriet.

Det er allerede nu og frem til den 19. december 2022 muligt at nominere projekter via Træ i Byggeriets hjemmeside. Prisen uddeles første gang i marts 2023, hvor ‘Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022’ og aktørerne bag byggeriet – bygherren, arkitekten, entreprenøren og træleverandøren – bliver hyldet til foreningens årsmøde med uddeling af træstatuetter.

– Alle har mulighed for at nominere det byggeri, som, de mener, er Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022. I den forbindelse vil det være både bygherren, arkitekten, entreprenøren og en eller flere træleverandører, der vinder prisen, da det er vigtigt for os at signalere, at et bæredygtigt byggeri er noget, man skaber i fællesskab, siger Martin Tholstrup.

Formanden, som også er adm. direktør i Taasinge Elementer, er en del af dommerkomiteen, som derudover består af adm. direktør i Frøslev Træ, Martin L. Petersen, direktør i Træinformation, arkitekt Mikael Koch, head of sustainability i C.F. Møller, Rob Marsh, og sekretariatsleder i Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.

Projekter kan indstilles til prisen her.

Relateret indhold