Den nye kultur- og musikskole skal ligge på konservatoriegrunden på Jakob Dannefærds Vej og fungere som et epicenter for kunstneriske og kreative kræfter. Her skal alle de klassiske kultur- og kunstfag samles, såsom musik, billedkunst, film, drama, dans og litteratur. Ud over en ny kultur- og musikskole omfatter projekt-konkurrencen også en parkeringskælder, kollegieboliger og et levende grønt byrum.
De prækvalificerede teams til videre deltagelse i projektkonkurrencen (i ikke-prioriteret rækkefølge) er:
1. Adept
2. Christensen & Co Arkitekter
3. Cobe
4. Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Projektkonkurrencen, der omfatter kultur- og musikskolen på ca. 2.600 m2, kollegieboliger på ca. 2.500-3.000 m2 og en parkeringskælder til ca. 65 P-pladser, løber frem til august 2022. Det vindende forslag vil danne grundlag for en lokalplan for området.
Vil samtænke musikken med andre kunstformer
Kommunens vision er at omdanne Konservatoriegrunden, med Kultur- og Musikskolen som et væsentligt omdrejningspunkt, til et åbent, levende og inspirerende kulturelt center til glæde for hele Frederiksberg – og med respekt for byrummets omgivelser og naboer.
Grundens uderum skal være åbne, intime og trygge, og invitere såvel de mange brugere af skolen som byens borgere og gæster i øvrigt ‘indenfor’, ligesom det samlet set skal bidrage til det grønne Frederiksberg.
Borgmester Michael Vindfeldt glæder sig over projektkonkurrencen:
– Jeg er glad for, at vi nu kommer et skridt nærmere en ny kultur- og musikskole på Frederiksberg. Vi stiller høje krav til nyt byggeri på Frederiksberg, og skolen bliver et løft til området med grønne områder og et kulturelt center for hele Frederiksberg.
Borgmesteren suppleres af formand for Kultur- og Fritidsudvalget Lotte Kofoed:
– Vi har en meget velfungerende musikskole i dag, men vi ønsker at give musikskolen nogle nye og bedre rammer og samtænke musikken med andre kunstformer. Jeg tror på, at en ny kultur- og musikskole skaber et nyt og spændende sted med en masse kultur, hvor børn og unges kreativitet kan blomstre.
Formand for Musikhøjskolens bestyrelse Maria Eichhorn forventer, at den nye kultur- og musikskole kommer til at give musik- og kulturundervisningen på Frederiksberg et enormt kvalitetsløft.
– Det bliver et kreativt og sprudlende sted med plads til nye formater og fællesskaber på tværs af kunstarterne, hvor børn og unge kan møde musik, kunst og kultur i rammer, der understøtter sammenspil, koncerter, forestillinger, undervisning og inspiration, siger hun.