Flere jobåbninger

Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 4. kvartal 19.800 ledige stillinger på det private arbejdsmarked. Det er 900 flere end i 4. kvartal 2013. De ledige stillinger udgør 1,3 pct. af den samlede private beskæftigelse. Det understreger den positive tendens på arbejdsmarkedet, som vi så gennem hele 2014.

Det er velkendt, at arbejdsmarkedet i 2014 er solstrålehistorien i dansk økonomi. Ledigheden er stabil og beskæftigelsen er steget med 32.000, siden bunden blev nået midtvejs i 2013. Der har også gennemgående været en stigning i antallet af jobopslag i 2014.

Ikke overraskende er det i hovedstaden, der er flest jobåbninger. Her udgør de ledige stillinger 1,7 pct. af beskæftigelsen. Omvendt er der fortsat ret få jobåbninger – svarende til 0,9 pct. af beskæftigelsen – både i Region Sjælland og i Region Syddanmark.

Når der er fremgang i samfundsøkonomien, er der typisk også høj jobomsætning og mange jobopslag. De nye tal fra Danmarks Statistik bekræfter, at det går den rigtige vej. Men mest i hovedstadsområdet og noget mindre på Sjælland, i Syddanmark og faktisk også i Nordjylland. Det stemmer meget godt overens med tilbagemeldingerne fra medlemmer og lokalafdelinger i Dansk Byggeri.

Der var i 2014 flest jobåbninger i de helt små byggevirksomheder med mellem nul og ni ansatte. Her udgjorde de ledige stillinger 1,7 pct. af beskæftigelsen i 4. kvartal 2014. De små lokalt baserede byggevirksomheder udgør rygraden i bygge- og anlægsbranchen. Netop disse virksomheder havde ikke mindst op til BoligJobordningens udløb til nytår stor gavn af netop den ordning.

Med håndværkerfradragets ophør befinder en del af de små byggevirksomheder sig omvendt nu i et opgavemæssigt tomrum pga. den førte stop-and-go-politik. Det gælder især udenfor hovedstadsområdet og Østjylland, hvor der ikke er store anlægsprojekter og lignende, som kan kompensere for faldet i privat efterspørgsel.

Dansk Byggeri forventer samlet set, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen falder fra ca. 148.000 i 2014 til ca. 144.000 i 2015.

Relateret indhold