16 indkøbscentre skal udstyres med solceller

Danica Pension og GreenGo Energy A/S står bag etableringen af Nordens største portefølje af tagbaserede solcelleanlæg.
Kolding Storcenter - Nordens største tagbaserede solcelleanlæg med 1.4MW. Foto: GreenGo Energy A/S.
Kolding Storcenter - Nordens største tagbaserede solcelleanlæg med 1.4MW. Foto: GreenGo Energy A/S.

Danica Pension og GreenGo Energy A/S har indgået samarbejde omkring etablering af Nordens største portefølje af solcelleanlæg på i alt seks MegaWatt (MW). Projektet er første del af en samlet solcelleløsning på Danica Pensions 16 indkøbscentre i Danmark.

I første fase er realiseret 2.4MW på fire store butikscentre. Kolding Storcenter er netop idriftsat og er Nordens største tagbaserede solcelleanlæg med en kapacitet på 1.4MW. Dette solcelleanlæg er ifølge GreenGo Energy dobbelt så stort som det hidtil største anlæg i Norden.

I næste fase etableres der i foråret yderligere 3.6MW på fire indkøbscentre, herunder City2, der igen slår rekorden for tagbaserede anlæg i Norden med en kapacitet på 2.2MW.

Betydelig Co2-besparelse

Porteføljen vil samlet set levere 5.650.000 kWh årligt på de i alt otte indkøbscentre og dække en stor del af fællesforbruget i centrene.

– Vi arbejder konstant på at optimere afkast på alle vores ejendomme, blandt andet ved energirenovering. I samarbejde med GreenGo Energy opnår vi en løsning med et godt afkast og betydelige energimæssige fordele, til glæde for vores pensionskunder samt miljøet, siger ejendomsdirektør Peter Mering fra Danica Pension og fortsætter:

– Vores grønne investeringer udgør et betydeligt millionbeløb. Solcelleanlæg har maksimal produktion af elektricitet i dagtimerne. Det er samtidigt også det tidspunkt, hvor der er størst aktivitet i butikscentrene og dermed størst energiforbrug bl.a. til ventilation og køling. Dette gælder ikke mindst nu, hvor de fleste butikscentre er søndagsåbne, hvorved el-produktionen også om søndagen kan udnyttes optimalt. Investeringer i solcelleanlæg til butikscentre giver derfor rigtig god mening både fra et miljø- og investeringssynspunkt. Målet er, at vi kan realisere en CO2 besparelse på op mod 200.000 tons ved at se på hele vores ejendomsportefølje.

24.000 styk solceller

Det er GreenGo Energy A/S, som står for såvel etablering som den samlede drift og administration af anlæggene. Der installeres over 24.000 stk solceller og et samlet solcelleareal på næsten 39.000 m2.

Et af de interessante elementer ved løsningen til Danicas indkøbscentre er, at det er en bæredygtig løsning, der ikke kræver tilskud fra staten eller giver provenutab på elafgift og associerede tillægsafgifter for staten.

– Løsningerne til Danica er dimensioneret således, at der ikke sker overproduktion til elnettet. Al strøm forbruges, hvor den produceres, og det er fundamentalt set sundt. Der kræves således ingen støtte eller tilskud fra staten, og ligeledes er der ikke et provenutab på elafgift og tillægsafgifter for staten, fortæller direktør fra GreenGo Energy, Karsten Nielsen.

Relateret indhold