Materialepriserne i byggeriet var i juli 2026 3,8 % højere end året før. Den kraftigste årsvækst i tre år. Lukningen af Hormuzstrædet i februar har sendt energichokket direkte ned igennem værdikæden, hvor prisstigningstakten på fem måneder er mere end tredoblet fra 1,1 % til 3,8 %.
Det fortæller Lasse Lundqvist, der er seniorøkonom i Prognosecenteret.
Ny analyse: Markant lavere forventninger til byggeriet i 2026
– Vi har hele foråret sagt, at byggeomkostningerne ville stige. Nu har vi tal, der sætter størrelse på det. En tredobling af prisstigningstakten på fem måneder er ikke statistisk støj, men et resultat af det prischok på særligt oliepriserne, der arbejder sig gennem værdikæden og ender med at påvirke byggebranchens materialepriser.

Import og træ trækker priserne op
Stigningen er primært drevet af importerede, globale og energitunge materialer, som udgør knap 7 ud af 10 kroner i den samlede prisstigning. Træ er den enkelte varegruppe, der fylder mest, og forklarer alene knap en tredjedel af stigningen. Varegrupper som jern, stål, plast, aluminium og brændstoffer trak priserne ned i februar og trækker nu op. Omvendt har tungere, indenlandske materialer som beton og cement endnu ikke reageret.
Yderligere pres i vente
Prognosecenteret fastholder skønnet om, at lukningen af Hormuzstrædet alene samlet vil løfte materialepriserne med omkring 3 % ved fuld indfasning. Den fulde effekt er endnu ikke slået igennem i statistikkerne.
Ny analyse: Europas byggeopsving mister fart
Sidste gang materialepriserne eksploderede, var stigningen af en helt anden størrelse. Fra foråret 2020 til foråret 2023 blev byggeriets materialer 27,5 % dyrere, og i det værste enkeltår fra april 2021 til april 2022 steg de 14,3 %. Målt på det er den nuværende stigning på 3,8 % om året en langt mildere omgang.
– Vi holder fast i de 3 %. Den fulde effekt er ikke indtruffet endnu, og der går stadig tid, før den slår helt igennem i statistikken. Og den stigning rammer en branche med mindre sul på kroppen, fordi marginerne har været tynde i en lang periode, siger Lasse Lundqvist.
