Husk sikkerheden, når ny hedebølge snart rammer byggepladsen

I slutningen af denne uge venter flere varme dage, hvor det kan være fristende at slippe af med noget af den varmeste arbejdsbeklædning.
Reglerne om arbejdet på byggepladser drejer sig ofte om arbejde i lave temperaturer, men Arbejdstilsynet har også faste regler for arbejde i varmen.

Sommerferien har været varm, og med udsigt til endnu en hedebølge i slutningen af ugen er det fristende at slippe af med noget af den varmeste beklædning, mens man er på arbejde.

Men husk sikkerheden, lyder rådet til lederne i landets bygge- og håndværksvirksomheder.

– Selv om håndværkere er vant til at arbejde ude i sommervarmen, har de seneste uger været en prøvelse for de fleste af dem, der har arbejdet, mens andre holdt sommerferie. Og med udsigt til endnu flere varme dage, kan det være fristende at slippe for noget af det varme udstyr, mens man arbejder, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Læs også

Håndværkere drukner i byggeaffald: Retter skarp kritik mod Miljøstyrelsen

– Medarbejdere og ledelse skal huske, at eksempelvis lange bukser kan være vigtige for sikkerheden, og at hjelm og sikkerhedssko stadig er et krav i arbejdsmiljøreglerne selv når termometeret går i rødt, tilføjer han.

Vær ekstra fleksibel

Der er faste regler for, hvilke temperaturer de ansatte må arbejde under, og hvad ledelsen skal gøre for at sikre, at arbejdet ikke bliver for belastende i varmen.

Men som en god leder kan man godt være ekstra fleksibel for at hjælpe de ansatte, når varmen vender tilbage torsdag og fredag, mener Dansk Håndværks direktør:

– Nogle steder kan man tilrettelægge arbejdet, så de opgaver, der foregår i direkte sol, lægges tidligt på dagen.

Læs også

Mens en byrde afskaffes kommer en ny og større til

– Man kan også være ekstra omhyggelig med at sørge for, at de ansatte i pauserne i skyggen, har rigeligt med koldt at drikke, og naturligvis kan man slække på krav om at bære firmatøj, hvis det er for varmt.

De generelle regler om arbejdet på byggepladser beskæftiger sig hovedsageligt med gener i forbindelse med lave temperaturer i vinterhalvåret. Men der er også faste regler fra Arbejdstilsynet for arbejde i varmen, som man kan finde her.

Relateret indhold