Prisen på rådgivning er under pres, når offentlige bygge-, anlægs- og infrastrukturprojekter sendes i udbud. Så meget, at regnestykket i nogle tilfælde ikke hænger sammen, hvis opgaverne skal løses i Danmark med den erfaring og faglighed, der efterspørges.
Det oplever Danmarks største rådgivende landinspektørvirksomhed, LE34, som nu advarer om udviklingen.
”Fremtidens rådgiver skal ikke løbe hurtigere, men fjerne mest muligt støj fra hverdagen”
Ifølge virksomheden er problemet, at pris i nogle offentlige udbud får så stor vægt, at rådgiverne presses ned på timepriser, som kan være vanskelige at forene med omkostningerne ved den bemanding, opgaven reelt kræver.
– Vi oplever en voksende ubalance mellem de kompetencer, opgaverne kræver, og de priser, der konkurreres på. Når pris får så stor betydning, risikerer kvalitet, erfaring og faglighed at træde i baggrunden. Vi er derfor nødt til at diskutere, om minimumspriser kan være en del af løsningen, siger landinspektør, partner og forretningschef for Teknisk Måling i LE34, Anders Nygaard Møller.
Outsourcing en del af regnestykket
Konsekvensen kan ifølge LE34 være, at virksomhederne placerer dele af arbejdet i eksempelvis Bulgarien, Rumænien, Polen eller Indien for at kunne matche de priser, der konkurreres på.
Dermed bliver outsourcing ikke nødvendigvis et strategisk valg, men et middel til overhovedet at kunne afgive et konkurrencedygtigt tilbud.
Trods nedtur: Behovet for ingeniører er højt – særligt de danske
– Det er et ræs mod bunden. Vi taler om en outsourcing, som sjældent udspringer af et bevidst ønske om at flytte opgaver ud af Danmark. Men når timepriserne presses under et realistisk niveau, kan det blive nødvendigt for overhovedet at kunne konkurrere, og når rådgivningen samtidig rykker langt væk fra den dagligdag, projekterne er en del af – fysisk, juridisk og kulturelt – rejser det spørgsmål om kvalitet og ansvar, siger Anders Nygaard Møller.
LE34 opruster i Odense: Står over for markant udvikling
Problemstillingen rækker dermed ud over den enkelte rådgivervirksomheds økonomi. Og hvis stadig mere specialiserede opgaver løses uden for Danmark, kan det på længere sigt påvirke opbygningen og fastholdelsen af kompetencer i den danske rådgiverbranche.
Samtidig rejser udviklingen et spørgsmål for de offentlige bygherrer: Hvor stor en besparelse er en lav timepris reelt, hvis den senere modsvares af større behov for koordinering, ekstraarbejder eller konflikter?
Minimumspriser skal ind i debatten
LE34 mener derfor, at tiden er inde til at diskutere minimumspriser i offentlige udbud.
Forslaget skal ikke sætte konkurrencen ud af kraft, understreger virksomheden, men sikre en nedre grænse, så opgaver ikke vindes på priser, der vanskeligt kan dække den bemanding og faglighed, som ordregiveren samtidig efterspørger.
I stedet skal konkurrencen i højere grad flyttes over på blandt andet kvalitet, erfaring og evnen til at håndtere komplekse opgaver.
Top10: Ingeniører med største byggesum i år
Enkelte offentligt ejede selskaber anvender allerede minimumspriser i deres udbud. LE34 mener, at erfaringerne herfra bør indgå i diskussionen om, hvorvidt modellen kan anvendes bredere.
Dermed rammer udmeldingen ind i en større debat om indkøbskulturen i det offentlige byggeri: Skal konkurrencen først og fremmest sikre den laveste pris her og nu, eller skal udbudsmodellerne i højere grad belønne den samlede kvalitet og økonomi gennem projektets levetid?
Billigst kan blive dyrere
LE34 har sammen med Dansk Erhverv også rejst problemstillingen i et debatindlæg i Børsen. Her advarer de to parter om, at et uforholdsmæssigt stort fokus på lave timepriser både kan presse rådgiveropgaver ud af Danmark og ende med at blive dyrere for bygherren.
– Når udbud belønner priser, som ikke er realistiske i forhold til de opgaver, der skal løses, kan den umiddelbare besparelse hurtigt være kortsigtet. Risikoen er flere konflikter, ekstraregninger og dårligere ressourceanvendelse undervejs. Derfor har de offentlige bygherrer en klar interesse i, at konkurrencen foregår på et sundt og holdbart grundlag, siger Anders Nygaard Møller.
Konkurser og opløsninger – uge 32
LE34 har 31 kontorer i Norden og mere end 450 medarbejdere. Virksomheden arbejder blandt andet med landinspektørrådgivning, teknisk måling, geodata og arealrelaterede problemstillinger inden for byggeri, infrastruktur, forsyning og den grønne omstilling.
