Hos Constructia, der har specialiseret sig i klimaskærme, akustiske løsninger og passiv brandsikring, oplever man en stadig stigende interesse for virksomhedens løsninger i forbindelse med renoverings- og
transformationsprojekter. Nybyggeri er naturligvis fortsat et stort forretningsområde, men især i forhold til transformationsprojekter, hvor en bygning skal konverteres til nye brugsformål, bliver bygherre og arkitekt ofte udfordret.
– Når man påbegynder et nybyggeri og så at sige starter fra bunden med at slå streger på et blankt stykke papir, er byggeprocessen langt mere lige til. Når man derimod kigger ind i et transformationsprojekt, skal der skabes en løsning, hvor de materialer, der er til stede i den eksisterende bygning, skal indgå sammen med nye materialer. Sådan siger Gardar Örn Þorvarðarson, der er administrerende direktør i Constructia.


Hæver bygningens tekniske kvaliteter
Når der ofte også samtidig skal laves konstruktionsmæssige ændringer i bygningen, kan man derfor godt blive udfordret, men i samme åndedrag føjer Gardar Örn Þorvarðarson til, at det lige præcis er den slags udfordringer, man synes, det er spændende at arbejde med samt, at man endnu ikke har oplevet den situation, at man ikke har kunnet levere en løsning, der kunne løse opgaven. Samtidig understreger han, at de løsninger, man leverer til byggeriet er fuldt ud dokumenteret.
– Når det gælder fugt, brand og akustik skal vores løsninger være med til at hæve en bygnings tekniske kvaliteter. Vi arbejder meget performanceorienteret, hvor vi med vores skalerbare løsninger kan være med til at hæve niveauet på den samlede konstruktion. Vores fornemmeste opgave er at servicere vores
kunder på en god måde og give arkitekten den nødvendige kreative frihed til at skabe den bedst mulige løsning, forklarer Gardar Örn Þorvarðarson.

Foto: Constructia
Danmarks højeste kontorbygning
Som nævnt har Constructia fået flere spændende transformationsprojekter på kundelisten. Et af dem er Buddinge Byport, som er et 15.500 kvadratmeter stort transformations- og nybyggeri i Gladsaxe. Det skal huse et nyt sundheds- og beskæftigelseshus, lige som projektet omfatter en totalrenovering af en tidligere politistation samt nybyggeri i træ og en P-kælder. Her har Constructia leveret en skræddersyet løsning til brandsikring og akustik i facaden på transformationsdelen.
Et andet spændende projekt er Mindet 6 på havnen i Aarhus, der opføres for Ejendomsselskabet Olav de Linde. Med sine 143 meter bliver det landets højeste kontorhus. Det interessante ved Mindet 6 er, at projektet både omfatter opførelse af et nyt højhus og integration med en bevaringsværdig industribygning på tre etager. Til dette projekt har Constructia leveret brandsikring til glas- og aluminiumsfacaden, såvel til den eksisterende bygning, der skal transformeres, som til det nyopførte højhus.

Fleksibilitet og dokumentation
Ifølge Gardar Örn Þorvarðarson kræver transformationsprojekter fleksible og dokumenterede facadeløsninger, lige som kompleksiteten i transformationsprojekter stiller store krav til brandsikring. Når eksisterende bygninger får nyt liv, opstår der et komplekst samspil mellem historisk identitet, moderne krav og nye arkitektoniske ambitioner. Særligt facaden er central, både som arkitektonisk udtryk og som teknisk grænseflade.
– Her mødes nogle af byggeriets mest krævende hensyn. Arkitekturen stiller i stigende grad krav om frihed i formgivning, nye materialevalg og konstruktioner, samtidig med at brandsikkerheden skal være fuldt dokumenteret. Det kræver løsninger, der kan integreres uden at begrænse designet. Vi leverer passiv brandsikring til alle typer facader, og vores løsninger er udviklet som dokumenterede systemer, der består af både horisontal og vertikal brandsikring i facaden, siger Gardar Örn Þorvarðarson.
Eksisterende struktur og ny arkitektur
Det sikrer en effektiv brandopdeling og en løsning, der kan tilpasses den enkelte facadeopbygning. Udover at tilbyde dokumenteret brandsikring kan flere af produkterne desuden kombineres med akustiske løsninger, lige som de altså kan integreres i konstruktioner med eksisterende bygningsmaterialer. Blandt andet som det er tilfældet med Mindet 6 i Aarhus, hvor projektet i høj grad sætter fokus på genbrug.
– Dette projekt illustrerer, hvorledes eksisterende strukturer og ny arkitektur kan forenes i én samlet løsning. Facaderne er leveret af HSHansen, som har projekteret en avanceret tredimensionel facadeopbygning. Til projektet leverer vi vores CW-system, som indbygges i facadehulrummet som en integreret del af klimaskærmen. Systemet er udviklet til at indgå i komplekse facadeopbygninger, hvor der stilles høje krav til både fleksibilitet og sikkerhed, uddyber Gardar Örn Þorvarðarson.
Balance mellem nyt og gammelt
Det er en dokumenteret løsning, testet i henhold til EN 1364-4 og CE-mærket med en designlevetid på op til 60 år og tilhørende EPD-dokumentation. Systemerne tilbyder testede brandklassifikationer fra 30 til 180 minutter og kan håndtere hulrumsbredder op til 600 millimeter. Erfaringen viser, at når brandsikring tænkes ind fra starten, bliver den ikke en begrænsning, men en integreret del af facadeløsningen.
– Det giver arkitekter og rådgivere større frihed til at arbejde med facadeudtryk og detaljer samtidig med, at alle krav til dokumentation og sikkerhed er opfyldt. Transformation handler i sidste ende om balance mellem det eksisterende og det nye. Med dokumenterede og fleksible brandstopløsninger kan denne balance realiseres uden at gå på kompromis med hverken arkitektur eller sikkerhed, forklarer Gardar Örn Þorvarðarson.
Byggematerialer og løsninger til moderne byggeri
Constructia leverer løsninger, der anvendes i både nybyggeri og renoveringsprojekter, og som er designet til at fungere som en integreret del af bygningens samlede konstruktion. Med fokus på kvalitet og performance tilbydes produkter, der er gennemtestede og dokumenterede til brug i krævende byggeprojekter.
Sortimentet omfatter blandt andet løsninger til vindspærre, dampspærre, membraner og brandlukning, som alle spiller en central rolle i opbygningen af en velfungerende klimaskærm. Produkterne er udviklet med fokus på:
- Effektiv beskyttelse mod fugt og vandindtrængning.
- Dokumenteret brandsikring i kritiske konstruktioner.
- Lufttæthed og energieffektivitet i klimaskærmen.
- Stabil og ensartet performance over tid.
Tidlig involvering er meget vigtig
Han føjer til, at man ikke blot oplever en stigende interesse for transformationsprojekter, men også stadig oftere møder forskellige typer af hybridkonstruktioner, lige som både nye konstruktionsformer og nye former for interaktion mellem forskellige typer af byggematerialer kommer i spil. Derfor sætter man ifølge
Gardar Örn Þorvarðarson en ære i at kunne levere løsninger til alle typer af konstruktioner og alle typer af byggerier.

– Vi har et godt samarbejde med en række aktører i byggebranchen, både når det gæler bygherrer, arkitekter og entreprenører. Vores tilgang til et konkret projekt er at skabe bedre byggeri gennem anvendelse af teknologi, og vi gør en stor indsats for at blive involveret så tidligt som muligt. På den måde kan vi hjælpe med til at skabe et spændende byggeri uden at f.eks. effektiv brandsikring nødvendigvis
bliver en fordyrende proces, slutter Gardar Örn Þorvarðarson.
Læs mere på constructia.dk.
