Andersen & Heegaard opkøbt af international koncern

Andersen & Heegaard har underskrevet aftale med Apleona om overtagelse af ejerskabet af den danske teknikentreprenør.
Mads Bengtsson og to andre mænd på en byggeplads
Med opkøbet får Andersen & Heegaard nu en stærk teknisk ejer i ryggen, mens virksomheden fortsætter med samme drift, ledelse og organisation som i dag, fortæller adm. direktør Mads Bengtsson. Foto: Andersen & Heegaard.

Andersen & Heegaard har indgået aftale om 100 % opkøb med Apleona, der er er en af Europas førende udbydere af bygningsdrift og ejendomsservice (facility management).

Koncernen har hovedsæde ved Frankfurt, er repræsenteret i over 30 lande i EMEA-regionen (Europa, Mellemøsten og Afrika) og samler over 40.000 medarbejdere til drift, dekarbonisering og modernisering af ejendomme og tekniske anlæg.

Læs også

Andersen & Heegaard øger på top og bund: ”Ikke bare blevet større, men stærkere”

Det oplyses, at opkøbet skal ses som en investering i Andersen & Heegaard, der ikke ændrer ved den måde, virksomheden drives på i dag.

Teknikentreprenøren fortsætter derved med nuværende ledelse, medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, ligesom den daglige drift fortsætter uændret.

Fortsætter som før – næsten

– Vi har haft fokus på at finde en ejer, der både forstår vores forretning og respekterer den kultur, faglighed og tilgang, som Andersen & Heegaard er bygget på.

– Med Apleona får vi et stærkt teknisk bagland, samtidig med at vi fortsætter som den virksomhed, vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere kender bedst, fortæller adm. direktør i Andersen & Heegaard, Mads Bengtsson.

Læs også

Profiler indtræder i bestyrelsen hos Andersen & Heegaard

– Vi står et godt sted i dag, supplerer bestyrelsesformand Frank Bech.

– Derfor handler opkøbet ikke om at ændre Andersen & Heegaard, men om at sikre et stærkt fundament for fremtiden. Vi fortsætter med at gøre det, vi er gode til.

– Og nu med en ejer, der kan bidrage med nye perspektiver og muligheder inden for især teknisk drift og bæredygtig udvikling af ejendomme.

Timing og valg af ejer

De senere år har Andersen & Heegaard opnået gode resultater hvilket har bragt virksomheden til et nyt niveau, hvor ambitionerne kræver stærkere kapabilitet, fortæller Mads Bengtsson:

– Som følelsesmæssigt og økonomisk investerede ejere har det været vores ansvar at tage beslutningen med rettidig omhu, og derfor sker det nu.

Læs også

Teknikentreprenør med nu over 500 ansatte slår rekord på top- og bundlinje: ”Har sået mange frø – nu skal de passes og plejes”

Frank Bech, der i 32 år har været hovedaktionær i Andersen & Heegaard, glæder sig også over, at salget af virksomheden sker til netop Apleona:

– Interessen for Andersen & Heegaard er stor, men vi har været meget omhyggelige med både timing og valget af ejer. Processen med Apleona er præget af tillid, forståelse og ordentlighed. Og så glæder vi os over, at de er teknikere helt ind til knoglerne, ligesom vi er det i Andersen & Heegaard.

Læs også

Vinder rammeaftale for Bygningsstyrelsen på 66 adresser

Transaktionen er betinget af godkendelse fra relevante konkurrencemyndigheder.

Relateret indhold