To aktører på byggemarkedet slår pjalterne sammen, når Graa Arkitekter nu snart bliver en del af XPartners.
Et samarbejde som Rasmus Ødum, Managing Director for XPartners Danmark, er begejstret for og har set frem til at kunne præsentere.
XPartners køber dansk ingeniørkonsulenthus
– Vi er glade for at byde velkommen til en stærk og veldrevet forretning. Graa har opbygget en solid position som en eftertragtet lokal samarbejdspartner indenfor byggeriet og deres høje faglighed og professionelle tilgang passer godt til XPartners’ profil, siger han.
Graa Arkitekter tilbyder tværfaglige rådgivningstjenester inden for byggeri, herunder arkitektur, brand, landskab, og bygherrerådgivning gennem hele livscyklussen for byggeprojekter.
– Graa styrker såvel vores geografiske tilstedeværelse på Fyn og i Syddanmark, og udgør kunde- og kompetencemæssigt en stærk komplementaritet til PLH og de øvrige virksomheder i XPartners og åbner dermed nye spændende muligheder for kunder og medarbejdere, siger Rasmus Ødum.
Xpartners laver andet opkøb på en uge
På den anden ende af aftalebordet er der også begejstring at spore.
I Graa mener man, at dette er et væsentligt skridt i retning af at blive en del af nye markeder, større projekter og en styrket organisatorisk platform.
– Vi har altid haft fokus på at udvikle og fremtidssikre Graa Arkitekter. Ved at blive en del af XPartners’ hurtigt voksende danske platform af fagligt stærke virksomheder og indgå i tæt samarbejde med PLH, som vi deler både værdier, faglighed og tilgang med sætter vi kursen for udviklingen fremover, siger Kristian Hvass, partner & direktør for Graa Arkitekter.
