Der bliver flere og flere ældre, og stort set hele landet kan forvente et massivt behov for flere plejeboliger til ældre i de kommende år.
Landets kommuner står således over for at skulle skaffe mere end 23.000 ekstra plejeboliger frem mod 2040. Det er en stigning på 58 pct. i forhold til det antal plejeboliger, de råder over i dag.
Det viser en ny analyse fra brancheforeningen Forsikring & Pension baseret på Danmarks Statistik og analyseinstitutionen Dreams befolkningsfremskrivning.
DI: Der skal bygges flere plejehjem
– Plejeboliger er selvfølgelig på dagsordenen i mange kommuner, men der kan være langt fra ord til handling, og vi kan se i det nuværende antal af plejeboliger, at der i den grad er brug for både tempo og handling, når det gælder etableringen af flere plejeboliger, siger Jan V. Hansen, pensionsdirektør i Forsikring & Pension.
”Det haster”
Står det til pensionsdirektøren, skal landets kommunalbestyrelser ikke ryste på hånden, når det handler om at finde en løsning på den gryende mangel på plejeboliger.
– Vi håber, at vores kortlægning vil øge fokus på behovet for flere plejeboliger rundt om i kommunerne, siger Jan V. Hansen og fortsætter:
– En kerneopgave for de kommende nye kommunalbestyrelser bliver at finde fælles løsninger sammen med både lokale håndværkere, pensionsselskaber mv. for at kunne bygge et tilstrækkeligt antal boliger, der også lever op til de standarder, som ældreboliger skal have. Det haster.
Grønt lys til nyt plejehjem i Midtjylland til 240 mio. kr.
Som direktør for et pensionsselskab har Jan V. Hansen et konkret forslag til, hvordan der rettidigt kan bygges tilstrækkeligt med ældreboliger.
– En mulighed for at undgå boligmangel for ældre er, at kommunerne bygger flere projekter i offentlig-private partnerskaber, siger Jan V. Hansen og fortsætter:
– Det kan for eksempel være med pensionsselskaber. En gennemgang af disse projekter viser, at projekterne bliver bygget til tiden, til den ønskede kvalitet og til budget.
