Med 95 mio. kroner i støtte fra Nordea-fonden er FO-Aarhus klar til at transformere den tidligere Journalisthøjskole – kendt som Bunkeren – til et åbent og inkluderende kultur- og fællesskabshus.
– Ambitionen med Kulturhus Bunkeren er, at vi får et centralt samlingspunkt for hverdagslivet i den nye bydel Margrethebjerg i Aarhus. Den ikoniske bygning kommer til at danne ramme for nye fællesskaber, foreningsliv og folkeoplysning – for en meget bred og mangfoldig gruppe af borgere, siger uddelingschef i Nordea-fonden, Christine Paludan.

Behovet bliver kun større: PFA opfører friplejehjem på kendt Aarhus-grund
Aarhus Kommunes helhedsplan for Margrethebjerg vil på sigt skabe plads til tusindvis af nye beboere – og her bliver Bunkeren et naturligt samlingspunkt.
Aarhus Byråd afsatte ved seneste budgetforlig 10 mio. kroner til projektet, der får en samlet ramme på 131 mio. kroner, når man regner finansieringen fra EU-projektet Imperfect City med:
– I takt med at Aarhus udvikler sig og til stadighed bliver større, vokser også behovet for steder og institutioner, som kan være med til at skabe sammenhængskraft og binde bydele og områder sammen, siger borgmester Anders Winnerskjold.
Brutalistisk arkitektur
Det er ambitionen, at kulturhuset bliver et forbillede for, hvordan gamle, ikoniske bygninger kan transformeres med respekt for både kulturarv og klima.
Den tidligere Journalisthøjskole fra 1972, der er kendt for sin brutalistiske arkitektur, bliver nænsomt omdannet til et moderne kulturhus med socialøkonomisk café, værksteder, koncert- og mødelokaler, samt plads til fællesspisninger, læsegrupper mm.

Nye problemer: Stadion i Aarhus forsinkes 4 måneder
Transformationen er allerede i gang med midlertidige aktiviteter og inddragelse af både nuværende og kommende brugere.
Projektet forventes at stå færdigt i 2028.