Nye, men uklare asbestregler svækker sikkerheden

Allerede efter et halvt år med de nye regler for asbestsanering ser vi, at de udførende ofte står med tvivlsspørgsmål og må tolke reglerne selv. Det er en farlig vej at gå, når det handler om sundhed og sikkerhed.

De nye og skærpede regler for asbestsanering trådte i kraft i starten af 2025, men efter et halvt år med de nye krav er det værd at spørge: Har byggebranchen fået den nødvendige støtte til at kunne følge dem korrekt?

Hensigten med reglerne er stadig klar og vigtig; at beskytte medarbejdere og omgivelser mod de sundhedsskadelige virkninger af asbest.

Men erfaringerne fra de første seks måneder viser, at forståelsen og implementeringen af reglerne langt fra altid er lige så klar.

Læs også

Skarp kritik af Arbejdstilsynets asbestarbejde: ”En regulær skandale”

Vores erfaringer fra PCB-sanering har vist, at uklare regler kan føre til både misforståelser og fejl. Allerede nu ser vi tegn på usikkerhed på byggepladserne, hvor de udførende ofte står tilbage med tvivlsspørgsmål og må tolke reglerne selv. Det er en farlig vej at gå, når det handler om sundhed og sikkerhed.

Undervisning ved “røv til bænk”-fremmøde

Samtidig må vi stille spørgsmål ved, hvor meget reelt udbytte der er af de autorisationsgivende kurser.

Mange oplever, at undervisningen blot består af “røv til bænk”-fremmøde, hvor selve deltagelsen udløser autorisation – uden krav om reel forståelse, evaluering eller praktiske færdigheder. Det skaber en illusion af kompetence og underminerer formålet med reglerne. Når teoretisk fremmøde vægtes højere end praktisk indsigt, bliver sikkerheden i sidste ende svækket.

Læs også

Håndværkerfradraget bør også dække asbestarbejde

Byggebranchen ønsker ikke at gå på kompromis med sikkerheden. Tværtimod. Men byggepladsen er en kompleks arbejdsplads, hvor hundredvis af beslutninger skal træffes hver dag. Derfor er det afgørende, at reglerne ikke blot er gode på papiret – de skal også kunne anvendes konkret i praksis.

Når en medarbejder står midt i en travl hverdag, er det ikke nok at vide, at der er kommet nye krav. Det er nødvendigt med tydelige svar på, hvordan kravene skal efterleves i den konkrete kontekst.

Læs også

Har allerede 300 % flere asbestsager end i hele 2024

Et eksempel på en vedvarende uklarhed er definitionen af “kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter” – en formulering, der i de nye regler ikke kræver autorisation. Men hvad dækker det præcist over? Hvor mange tagplader er “få”? Hvor langt et rør er “af mindre karakter”?

Uden præcise svar risikerer vi, at reglerne fortolkes forskelligt fra projekt til projekt – med alt for høj risiko for fejl og uensartet sikkerhed.

Læs også

DI efter DR-afsløringer: Manglen på dansk arbejdskraft øger udfordringerne med ulovlig arbejdskraft

Hvis hensigten med reglerne er at sikre både medarbejderes og borgeres helbred, så må både uddannelse, tilsyn og vejledning opgraderes tilsvarende. Autorisation bør ikke være en formalitet – det bør være en garanti for kompetence.

Min opfordring er klar: Vi har ikke råd til, at uklare regler og kurser uden faglig bund skaber forvirring og svækker sikkerheden. Der er stadig tid til at forbedre kommunikationen og sikre, at de gode intentioner bag reglerne også bliver til god praksis på landets byggepladser. Det kræver handling – nu.

Relateret indhold