15 millioner til forandringen af Pusher Street på plads

Ny aftale sikrer finansieringen fra myndighedernes side til at omdanne den berygtede gade i København.
Fristaden i København står over for en stor omdannelse. Foto: Gettyimages.
Fristaden i København står over for en stor omdannelse. Foto: Gettyimages.

Danmarks mest berygtede hashgade skal omdannes til et område, hvor alle har lyst til at komme.

Sådan lyder den politiske ambition for Pusher Street på Christiania i København, og nu har Københavns Kommune afsat 15 mio. kroner til opgaven i den netop indgåede økonomiaftale, den såkaldte overførselssag.

Læs også: Nu er det afgjort – Christiania får 15.000 m2 almene boliger

Aftalen, der sikrer finansieringen til kommunen, er indgået mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

– Vi er i gang med at skrive Pusher Street og bandekriminaliteten ud af historien om fremtidens Christiania. Nu sætter vi igen økonomi bag ordene. Det glæder mig, at finansieringen til omdannelsen af Pusher Street er på plads, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Læs også: Godkendt: Christiania får sin egen boligorganisation

Københavns Kommunes bidrag til realiseringen af forandringsplanen omfatter bl.a. udgifter til infrastruktur, bygningsrenovering samt renovering af belægningen mv. i selve Pusher Street.

Den fysiske forandring af Pusher Street starter den 6. april og indebærer en omfattende renovering og opgravning af selve Pusher Street og området omkring.

Det vil blive fulgt op af en række andre tiltag, som vil bidrage til det politiske ønske om udvikling på Christiania.

Relateret indhold