Eurotag opkøbt. Bliver en del af verdensomspændende Kingspan

Kingspan Group køber Eurotag Danmark og lægger virksomheden ind under Derbigum, som den danske virksomheden allerede har et tæt samarbejde med.
To mænd i lyseblå jakker giver hånd foran en væg med en gul firkant og navnet Derbigum
Adm. direktør i Derbigum, Olaf Van Vonno (tv.) byder adm. direktør i og 100 % ejer af Eurotag Danmark, Peter Kranz, velkommen til Derbigum og dermed Kingspan Group.

Danske Eurotag Danmark, der allerede er leverandør af belgiske Derbigums genanvendelige tagmembraner, bliver fremover en del af selvsamme virksomhed. Fra i dag overtager Kingspan Holding, der også ejer Derbigum, den danske tagvirksomhed.

Målet er at integrere distributionen i Danmark under Derbigum-organisationen og styrke partnerskabet med kunderne. Adm. direktør i og eneejer af Eurotag Danmark, Peter Kranz, siger:

Læs også

187 tons tagpap sendt til genanvendelse

– Jeg ser det som en win-win for begge parter og for vores kunder. Kunderne vil fortsat blive betjent af det samme lokale team som før – nu som en del af en stærk international partner.

Et naturligt skridt

Eurotag Danmark har to kontorer i Danmark i hhv. Aarhus og Ishøj, mens Derbigum har fabrik i belgiske Perwez, kontorer i Norge, Sverige, Belgien, Holland, Frankrig og Italien samt eksklusive distributører i Storbritannien og Danmark.

Både Eurotag Danmark og Derbigum ser opkøbet som et naturligt skridt i de to virksomheders langvarige samarbejde.

Derbigum producerer sine totalløsninger til vandtætning af flade tage i belgiske Perwez sydøst for Bruxelles.

– Vi har allerede et tæt samarbejde med Peter og hans team. Vores bæredygtige membraner kombineret med Eurotags ekspertise inden for flade tage vil hjælpe markedet med at tage det næste skridt mod en mere bæredygtig byggebranche, siger adm. direktør i Derbigum, Olaf Van Vonno.

Ejer også Troldtekt

Mastodonten Kingspan, der arbejder indenfor isolerings- og klimaskærmsløsninger, blev grundlagt i Irland i 1965. I dag opererer koncernen i mere end 80 lande. I alt er 22.000 mennesker på bl.a. mere end 200 produktionssteder på lønningslisten.

Derbigum blev selv opkøbt af Kingspan i 2022 – som den første virksomhed inden for koncernens dengang nye forretningsenhed ’Roofing + Waterproofing’. Siden er porteføljen vokset yderligere.

I starten af 2022 købte Kingspan Group også danske Troldtekt, der producerer akustikplader af træ og cement. Læs mere om det opkøb her:

Læs også

Troldtekt bliver en del af Kingspan Group og udvider produktionen

Relateret indhold