I december 2023 tildelte A. P. Møller Fonden 15 mio. kr. til en 600 kvm tilbygning på Kjærgård Landbrugsskole i Bramming i Esbjerg Kommune. Siden fulgte 800.000 kr. fra Fruervadgård Fonden.
Nu går byggeriet i gang. Tilbygningen i et plan opføres af Maskinsnedkeriet Phønix som totalentreprenør. Norconsult er med som ingeniør.

Lokale kræfter på byggepladsen: 14 etagers kontordomicil sat i gang i Esbjerg
Tilbygningen, der har fået navnet Lab-X, er tegnet af Tekt Arkitekter fra Esbjerg. Tegnestuen er både tilknyttet som bygherrerådgiver og er arkitekt på de specialdesignede faciliteter, der vil bestå af både et auditorium og et laboratorium.
Planen med Lab-X er, at skolens elever her får adgang til ny teknologi som for eksempel droner, malkerobotter, adfærdsdata og kamerastyring. Der bliver også adgang til, at eleverne kan arbejde med levende dyr i auditoriet.

– Vi kommer til at kunne vise for eksempel køernes klove og deres yvere tæt på, og det samme gælder, når køerne blive insemineret, udtaler forstander Lasse Iversen Hansen til JydskeVestkysten.
Laboratoriet vil samtidig gøre det muligt at give folkeskole- og efterskoleelever et indblik i landbrugsuddannelser og fremtidens landbrug.
Træ og genbrugsteglsten
Lab-X opføres som en rund bygning i materialer som træ, sedumplanter og genbrugsteglsten. På taget vil en tagterrasse sørge for ophold for elever og besøgende.

Afprøver halm, hamp og ålegræs i det der kan blive fremtidens boliger
Et bredt udhæng i hele bygningens omkreds giver desuden 200 kvm overdækket opholdsrum.
Nybyggeriet, der skal DGNB Guld-certificeres, forventes at stå færdigt i februar 2026. Det viser et opslag i Hubexos SMART-database, der indsamler data om bygge- og anlægsprojekter i Norden.