Lokalplanen er godkendt, en lang konkurrence- og optimeringsproces er afsluttet, og til september påbegyndes opførelsen af MAN Energy Solutions’ nye, 70.000 kvm ’The Valley Campus’ på Østre Hedevej i Hedeland.
De 70.000 nybyggede kvm bliver opført på et 175.000 kvm stort område, der tidligere har fungeret som grusgrav. Her opfører totalentreprenøren DS Flexhal et hovedkvarter med kontorer, produktions- og logistikarealer samt en Social Hub med bl.a. et akademi.

Grønt og rundt: Industrivirksomhed bygger nyt domicil
Bygherren MAN Energy Solutions får plads til ca. 2.000 arbejdspladser i det nye byggeri.
Inspireret af den maritime verden
MAN Energy Solutions har haft hjælp af bygherrerådgiverne Niras, Opland og PLH Arkitekter. Arkitema og Cowi har sammen skabt det arkitektoniske og ingeniørmæssige design.
Arkitekturen er inspireret af den maritime verden – den karakteristiske lysegrønne farve fra MAN’s gigantiske totaktsmotorer, gallerierne i maskinrummene, de roterende svinghjul og de holdbare materialer, der definerer branchen.

Disse elementer er blevet omsat til et arkitektonisk koncept, hvor indtrædelsen i den nye campus giver en klar reference til den maritime og teknologitekniske verden. Trods de maritime og tekniske kendetegn vil den nye campus være tæt forbundet med naturen og det omgivende samfund. Markedsdirektør hos Arkitema, John Strandfelt, siger:
– Helt fra starten har vi arbejdet med at skabe arkitektur inspireret af virksomhedens dybt rodfæstede identitet. På den måde er vi med til at forme de fysiske rammer og identitet for deres fortsatte vækst.
En dynamisk atmosfære
Med reference til den nærliggende Roskilde Fjord og det historiske maritime islæt i området giver placeringen af ‘The Valley Campus’ mulighed for at udvikle et unikt arbejdsmiljø i den tidligere grusgrav, der er transformeret til en rekreativ grøn oase omgivet af store grønne arealer.

Musicon: Ung tegnestue tager industrihal under kærlig behandling
I dette miljø vil Social Hub med akademi fungere som et centralt mødested for medarbejdere og kursister. Miljøet skal gerne fremmer både trivsel, samarbejde og vidensdeling. Projektdirektør i DS Flexhal, Morten Kragelund, fortæller:
– Vi realiserer Social Hub mellem kontorerne og produktionsområderne. Dette vil integrere akademiet og give plads til events samt en stor kantine, hvor kollegaer kan være sammen og udveksle idéer. Det er essentielt for at skabe en dynamisk atmosfære.
Samler medarbejdere fra tre lokationer
Projektet forventes at stå færdigt i efteråret 2028, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database, der indsamler fakta om bygge- og anlægsprojekter i Norden. Her er budgettet for hele herligheden anslået til intet mindre end 1,2 mia. kr.

Et modigt koncept: Vinderteams vilde forslag vil skabe flodliv i Randers
Projektet forventes opført i etaper begyndende med kontor, Social Hub og akademi. Når de mange kvadratmeter, der fordeler sig over fem bygninger i tre etager, står færdige, vil MAN Energy Solutions samle medarbejderne fra tre eksisterende lokationer på den nye campus.
Projektet udvikles og finansieres af et joint venture mellem MAN Energy Solutions og Volkswagen Immobilien. Begge er en del af VW-koncernen.