Ros til EU-forslag, der lemper krav til klimarapportering

EU-Kommissionen vil lempe kravene til bæredygtighedsrapportering, så færre virksomheder omfattes. Både SMVdanmark og F&P roser forslagene.
Særligt i de mindre virksomheder, heriblandt også bygge- og anlægsbranchen, har kravene for mange været tunge at skulle leve op, lyder det fra direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov. Foto: Gettyimages.

EU-Kommissionen har netop foreslået markante lempelser af kravene om bæredygtighedsrapportering i bl.a. det såkaldte CSRD-direktiv.

Konkret foreslår Kommissionen med den nye Clean Industrial Deal, at grænsen for rapporteringspligt hæves, så det fremover kun vil gælde virksomheder med mindst 1.000 ansatte og en omsætning på minimum 380 mio. kroner.

Tidligere ville kravene have omfattet omkring 2.200 danske virksomheder, men med de nye regler forventes det, at 150-200 virksomheder vil være omfattet af kravene.

Det er ikke kun en byrdelettelse for de virksomheder, som nu går fri. Det vil også være en stor hjælp ned igennem leverandørkæden til de større virksomheders underleverandører i SMV-segmentet, som også slipper for rapporteringskrav, siger direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov:

Læs også

Kæmper med ESG-krav: Virksomheder mangler grundlæggende forståelse

– Vi har helt fra starten været modstander af urimelige krav om bæredygtighedsrapportering. Den grønne effekt er i bedste fald minimal, og står på ingen måde mål med den byrde, det er for virksomhederne. Mange ender med at måtte prioritere rapportering og papirarbejde over reelle bæredygtighedstiltag.

– Særligt i de mindre virksomheder uden store compliance- og CSR-afdelinger har kravene for mange været meget tunge at skulle leve op. Derfor ser vi de foreslåede lempelser som et stort skridt i den rigtige retning. Både for reel grøn omstilling og for danske og europæiske SMV’ers konkurrenceevne.

Men selvom Jesper Beinov anerkender EU-Kommissionens bestræbelser på at reducere bureaukratiet, mener han, at der stadig er plads til yderligere forbedringer.

Nødvendigt at booste konkurrenceevnen

Forslaget fra Kommissionen indeholder også restriktioner på, hvilke oplysninger større virksomheder kan kræve fra deres leverandører, banker og forsikringsselskaber.

Dette skal beskytte mindre virksomheder mod unødvendige administrative byrder. Samtidig udskydes fristerne for virksomheder, der skulle omfattes fra 2026 og 2027, til 2028.

Hos F&P – forsikrings- og pensionsbranchen glæder man sig over, at EU-kommissionens forslag til at begrænse bæredygtighedsrapportering for at booste Europas konkurrenceevne.

– Europa er nødt til at gøre reguleringen enklere og rapporteringen mindre, hvis vi skal være konkurrencedygtige. Kravene på bæredygtighedsområdet er blevet for voldsomme, koster hvert år danske virksomheder milliarder af kroner, og tager kræfter og ressourcer fra reelle bæredygtige indsatser. Så vi er begejstrede for, at EU nu tager fat på at løse problemet, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.

Læs også

Dagens Byggeri: Skal byggeriet nu forberede sig på mere sikkerhed og mindre klima?

EU-kommissionen har i første ombæring ikke udarbejde et konkret forslag til at reducere de mange oplysningskrav, som i dag er indeholdt i CSRD, men bebuder at ville reducere disse krav markant senere.

F&P bakker om dette og er optaget af, at de virksomheder, der allerede i dag er omfattet af CSRD, netop får reelle lempelser i deres rapportering:

– Vi ser meget gerne en grundig fokusering af rapporteringskravene i CSRD. De største forsikrings- og pensionsselskaber aflægger i disse uger og måneder deres CSRD-rapporter, og det koster uforholdsmæssigt i både økonomi og kræfter. Det er vigtigt, at også de store selskaber får en enklere rapportering, så kræfterne kan bruges på reel bæredygtig omstilling i stedet for hovedløs rapportering, siger Kent Damsgaard.

Relateret indhold