Langt bedre end sidste år: Wicotec Kirkebjerg øger omsætningen markant

Med en omsætningsvækst på 33 % kan Wicotec Kirkebjerg kigge tilbage på regnskabsåret 2023/24 med tilfredshed. Omsætningen er steget til 3,33 mia. kr.
Brian Ludvigsen
Løbende dialog, tidlig involvering og fokus på det gode samarbejde har været med til at sikre maksimal værdiskabelse for både kunder og samarbejdspartnere – samt en højere omsætning end året før, vurderer adm. direktør i Aarsleff-selskabet Wicotec Kirkebjerg, Brian Ludvigsen.

Teknikentreprenøren Wicotec Kirkebjerg kan i det netop offentliggjorte årsregnskab kigge tilbage på et stærkt regnskabsår 2023/24, hvor omsætningen er steget til 3,33 mia. kr. Det er en stigning på 828 mio. kr. svarende til 33 % i forhold til regnskabsåret inden.

Årets resultat før finansielle poster (EBIT) udgør 114 mio. kr., en forbedring på 35,5 mio. kr. sammenlignet med sidste regnskabsår. Egenkapitalen er vokset til 380 mio. kr., svarende til en soliditet på 24,1 %.

Læs også

Hvalskeletter, sommerfugle og mineraler: Nyt naturhistorisk museum står færdigt

Adm. direktør Brian Ludvigsen, som har stået i spidsen for virksomheden siden januar 2019, siger:

– Det er en stor præstation, at vi har formået at vækste med 828 mio. kr., forbedre vores indtjening og samtidig styrke fundamentet i vores forretning. Alt dette er opnået uden at gå på kompromis med den høje kvalitet, vi leverer til vores kunder. Det er en indsats, som hele organisationen kan være utrolig stolte af, og et flot resultat, vi alle kan glæde os over, siger Brian Ludvigsen.

Foto af Wicotecs hovedkontor, der ligger bag en sø omgivet af høje træer
Alle divisioner i Wicotec Kirkebjerg kan tage en del af æren for den betydelige vækst i omsætning, som virksomheden har opnået. Det gælder også M.D. Rustfri, der blev opkøbt i efteråret 2023.

Den betydelige vækst i omsætningen skyldes både et øget aktivitetsniveau i alle divisioner og integrationen af M.D. Rustfri, som blev opkøbt i 2023 som led i Wicotec Kirkebjergs strategi om at styrke forretningen gennem bl.a. opkøb. Integrationen af virksomheden, der er stærkt specialiseret inden for pharma-industriens Clean Utility-område, forløber planmæssigt, lyder det.

Flere nye store projekter

Wicotec Kirkebjerg, der er en del af det ligeledes succesfulde moderselskab Per Aarsleff, har pt. en stærk ordrebeholdning. Megaprojekter som Nyt Hospital Nordsjælland, udrulning af fjernvarme for Vestforbrændingen og Mary Elizabeths Hospital i produktionsfasen, gør, at virksomheden kan se frem mod yderligere vækst i det kommende år.

Her forventes omsætningen at stige med 10-15 %, mens EBIT-marginen forventes at ligge i niveauet 3-4 %.

Læs også

Aarsleff overgår sit eget indtjeningsmål: ”Et særdeles tilfredsstillende år”

Wicotec Kirkebjerg har desuden sat sig solidt på opgaver inden for anlæg, fjernvarme og tekniktunge byggerier, og har bl.a., i samarbejde med moderselskabet, sikret en stor ordre på fjernvarmeprojekter i Furesø, Egedal og Frederikssund kommuner til en værdi af over 2 mia. kr.

– Vi ser tilbage på et tilfredsstillende år samt fremad mod et 2025, som også er præget af nye store projekter, herunder nye fabrikker og laboratorier til Novo Nordisk, el-infrastruktur-projekter for danske forsyningsselskaber, faciliteter til Microsoft samt udvidelsen af Københavns Lufthavn Station som er en af landets mest trafikerede jernbanestrækninger, slutter Brian Ludvigsen.

Relateret indhold