Arbejdstilsynet skal fra 1. juli 2025 kunne gribe ind, hvis de oplever udenlandsk arbejdskraft stuvet mange sammen på få kvadratmeter i en ussel bolig. Ellers hvis de støder på illegale arbejdere, der forsøger at løbe fra tilsynet eller som pludselig hverken kan huske deres eget navn, eller hvem de arbejder for.
Det er oplægget til to nye lovforslag, som nu skal behandles. Med lovforslagene gennemføres en række initiativer fra forårets aftale om social dumping.
BAT-Kartellet skifter navn: ”Verden har ændret sig”
De to nye love skal være med til at styrke indsatsen mod illegal arbejdskraft og bidrage til et arbejdsmarked med ordnede forhold. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
– Jeg vil ikke finde mig i, at vi igen og igen hører om udenlandsk arbejdskraft, der bliver udnyttet. De skal naturligvis bo og arbejde under ordentlige forhold. Derfor er det godt, at Arbejdstilsynet fremover kan lave et tilsyn og gribe ind, hvis ansatte er indkvarteret i kummerlige boliger.
– Social dumping er gift for arbejdsmarkedet. Udenlandsk arbejdskraft skal arbejde til en ordentlig løn og i fair konkurrence. Der skal være flere oplysninger på tredjelandsstatsborgere i Danmark, og ansatte skal kunne vise ID, når myndighederne beder dem om det på tilsyn.
Ny hovedlov med krav til boliger
I lovforslag L14 etableres en ny hovedlov, der fastsætter krav til de boliger, som arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte. Kravene til boligen i den nye lov svarer til eksisterende boligkrav. Der indføres altså ikke en ny standard for boliger i Danmark.
Social dumping: Ros til ny aftale – dog mangler ’det mest oplagte redskab’
Arbejdstilsynets skal ved tilsyn kunne give påbud og bødestraf til arbejdsgivere, hvis loven ikke overholdes, eller hvis et påbud overtrædes.
Skal fremvise gyldig legitimation ved kontrolbesøg
Formålet med det andet lovforslag, L 15, er at styrke det retlige værn mod anvendelsen af illegal arbejdskraft og forhindre, at udlændinge – der ikke har opholds- og arbejdstilladelse eller arbejder i strid med en opholds- og arbejdstilladelse – arbejder til lavere lønninger og under uacceptable forhold.
Det foreslås bl.a., at Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Arbejdstilsynet skal kunne anmode personer, der vurderes at udføre arbejde i virksomheden, om at fremvise gyldig legitimation i forbindelse med kontrolbesøg.
I byggeriet arbejder man godt en time ekstra – hver dag
Dertil foreslås det, at udenlandske arbejdsgivere skal uploade kopi af tjenesteydelsesaftalen samt ansættelseskontrakter og opholds- og arbejdstilladelser ved anmeldelse i RUT, når der udstationeres tredjelandsstatsborgere.