Skills har fået vokseværk og 10 mio. kr. i ryggen

Det faglige mesterskab DM i Skills skal kunne tiltrække de lidt ældre unge og skal ud i de mindre byer. Det skal 10 mio. kr. fra Tietgenfonden hjælpe med.
Omkring 300 unge fra erhvervsuddannelserne deltager hvert år i DM i Skills, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Arkivfoto: Niels Johan Juel Jensen
Omkring 300 unge fra erhvervsuddannelserne deltager hvert år i DM i Skills, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Arkivfoto: Niels Johan Juel Jensen

DM i Skills har gennem de sidste 12 år udviklet sig fra at være en mindre udstilling af fag og konkurrencer til at blive en kæmpe fest for erhvervsuddannelserne, hvor godt 50 fag hvert år kæmper om medaljer og mere end 20 fag demonstrerer deres kunnen.

Det faglige mesterskab har efterhånden vokset sig så stort, at det i dag kun er København, Fredericia, Herning og Aalborg, der har faciliteter til at arrangere et så stort event som DM i Skills er blevet.

Men nu skal en ny tre-årig indsats sikre, at også flere mindre værtsbyer kan være med. Samtidig vil der være nyt fokus på unge voksne i gymnasierne, unge på efterskolerne og unge elever, som ikke er kommet i gang med en uddannelse endnu.

– Vi vil gerne sikre, at flere unge i hele landet kan få gavn af eventen. Derfor vil vi gerne udvide vores indsats, så også de lidt ældre unge bliver inddraget som en del af målgruppen for DM i Skills. Samtidig ønsker vi også at have mulighed for at besøge de områder af landet, der ikke nødvendigvis er vant til at afholde store events, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

Læs også: Mr. Skills modtager hæderspris

Tilskuerrekord i Høng

Det kræver et andet set up, nye virkemidler og et bredere blik på både målgrupper og værtsbyer, tilføjer han. Med den nye støtte fra Tietgenfonden er udviklingen for DM i Skills sikret en god platform, men det vil stadig kræve opbakning fra en lang række aktører at kunne tilbyde mindre kommuner den faglige fest og fokus på erhvervsuddannelserne.

– Til trods for, at vi startede på en bar mark, blev DM i Skills i Høng i Kalundborg Kommune en kæmpe succes. Det lykkedes at tiltrække gæster fra hele regionen og skabe tilskuerrekord. Dermed formåede vi at sætte spotlight på erhvervsuddannelserne i et område, hvor der er stor mangel på faglært arbejdskraft. Den succes håber vi at kunne gentage i fremtiden med opbakningen fra blandt andet Tietgenfonden, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.

Ved Skills 2022 i Høng dystede ca. 300 unge fra erhvervsuddannelserne i hele 46 fag. Sammen med de unge vindere ses tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han er formand for EuroSkills 2025, der skal afholdes i Danmark. Foto: Per Daugaard.
Ved Skills 2022 i Høng dystede ca. 300 unge fra erhvervsuddannelserne i hele 46 fag. Sammen med de unge vindere ses tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han er formand for EuroSkills 2025, der skal afholdes i Danmark. Foto: Per Daugaard.

Skills giver faglig stolthed

Tietgenfonden har til formål at fremme virkelyst og vækst i dansk erhvervsliv og har fokus på at være med til at synliggøre erhvervsuddannelsernes kvaliteter og muligheder overfor de unge.

– Skills er i dag synonym med faglig stolthed, talent og dygtiggørelse på landets erhvervsuddannelser, ligesom det er lykkedes at skabe opmærksomhed om konkurrencerne i medierne, så Danmarksmestrene opnår en vis lokal berømmelse og dermed bliver rollemodeller for andre unge, siger Tietgenfondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

Læs også: Poul Nyrup skal stå i spidsen for EuroSkills 2025

Hun synes, spredningen til nye værtsbyer og planerne om at rykke ud i produktionsdanmark er en god idé. Samtidig er det positivt, at der rækkes ud til bredere målgrupper til gode overgange mellem skole og arbejdsliv.

– Vi har store forventninger til, at DM i Skills kan være med til at få flere til at blive opmærksomme på og måske vælge en erhvervsuddannelse. Det har vi som samfund brug for, siger Christine Paludan-Müller.

Tietgenfondens støtte skal i årene 2024-26 skal bl.a. gå til udstillingstelte, undervisningsmaterialer, særarrangementer, transport og forplejning, konkurrencer, demostande og læringsområder.

Dette års DM i Skills afholdes 2.-4. februar 2023 i MesseC Fredericia.

Relateret indhold